Normalt er det ikke positivt, at blive trukket gennem mudderet.
Men når man frivilligt lader sig indskrive til en tur i den våde jord, er sagen en anden.
Søndag svinede landets bedste cykelcross-ryttere nemlig sig selv til, bogstaveligt talt, da de dystede om DM-titlen på den mudderfyldte rundstrækning omkring Ballerup Super Arena.
Gennem mere end en time tæskede 31 ryttere rundt på den 2500 meter lange bane, og kun 24 formåede at gennemføre alle syv omgange.
Bedst af alle var Sebastian Fini. I ensom majestæt kørte regenten af dansk cykelcross over målstregen og kunne lade sig hylde som dansk mester - for femte gang i karrieren.
Tag med et smut til mudderfest med den nykårede danske mester i cykelcross.
Til DM i cykelcross jonglerer Sebastian Fini med flere cykelkasketter. For godt nok er han professionel, men søndag i Ballerup er det som i det gode gamle amatørdage.
Cyklen sidder bag på bilen, og klargøringen foregår på parkeringspladsen. Så det gælder om ikke at slippe hverken dæktryksmåler eller umbraconøgler af syne.
Sebastian Fini er 27 år. Denne søndag kører han cykelcross, men han er egentlig professionel mountainbike-rytter. Han deltog ved OL i Tokyo i 2021, har flere gange været på podiet i World Cuppen og i august 2022 vandt han sølv ved EM.
Derfor er han også en populær herre i Ballerup denne søndag, hvor der flittigt skrives autografer og gives interview.
Det er ikke pengene, som trækker Fini til DM i cykelcross. Tilmeldingsgebyret er på 350 kroner. Og søndagens løb er også Finis eneste crossløb i denne sæson.
Næhh, det er lysten, der driver det. 'Det er bare sjovt', som han siger. Selvfølgelig ekstra sjovt, når man vinder.
Sebastian Fini kommer forrygende fra start. Allerede på første bakke viser han, hvorfor han fire gange tidligere har vundet DM-titlen.
Resten af feltet ser ikke mere til Fini. Godt nok ryger kæden af undervejs, men det forhindrer ham ikke i at nappe DM-guldet fra spids.
Fokus er rettet på Sebastian Fini, men den 27-årige DM-guldvinder er ikke alene om søndagens DM-triumf.
Fordi banen er så mudret, skifter Sebastian Fini nemlig cykel flere gange i løbet af de syv omgange. Den brugte cykel bliver spulet, smurt og justeret, før den igen er klar til at komme en tur gennem mudderet.
Derfor har Sebastian Fini i dagens anledning et hold venner, som hjælper ham i skiftezonen.
Efter en time og 32 sekunder er det slut. Sebastian Fini kører over målstregen med armene i vejret. Sidste års femteplads er vekslet til pladsen øverst på skamlen.
Og efter et velfortjent bad kan den 27-årige cykelrytter trække i dannebrogstrikoten og lade sig hylde som dansk mester i cykelcross 2023.
Andenpladsen går til Gustav Wang, mens Tobias Lillelund napper bronzemedaljen.