Søren Kragh Andersen er årets danske cykelrytter: 'Tour de France-sejrene er det største i mit liv'

Den 26-årige cykelrytter kan se tilbage på 2020, hvor han vandt to etapesejre ved sommerens Tour de France.

Det er stort at vinde én etapesejr ved verdens største cykelløb, Tour de France.

Men det er alligevel endnu større - faktisk voldsomt imponerende - at vinde hele to etapesejre ved touren. Og så på samme år.

Det kunne Søren Kragh Andersen bryste sig af at have gjort i dette års udgave af Tour de France.

En bedrift, som kun Bjarne Riis og Michael Rasmussen har formået inden ham siden 1996.

Og den fornemme præstation har nu kastet en titel af sig - titlen som årets danske cykelrytter anno 2020.

- Tour-sejrene er indtil videre mit højdepunkt i min karriere. Måske også i mit liv. Det er noget af det største, jeg har oplevet. Det betyder rigtig meget.

- Denne pris er også et bevis på, at de sejre også har betydet meget for mange andre. Så jeg er selvfølgelig rigtig glad for det, siger Søren Kragh Andersen.

Der var ikke mange, der havde regnet med, at Sunweb-rytteren skulle blande sig i kampen om etapesejre - og slet ikke at vinde to af dem. Inden Touren havde 26-årige Kragh Andersen godt nok vist sig frem i Frankrig ved løbet Paris-Tours, som han vandt i 2018, og samme år sikrede han sig også en etapesejr ved Schweiz Rundt.

Et stort talent, bevares. Men at han skulle stå øverst på podiet efter 14. og 19. etape ved det mest prestigefyldte og hårdeste løb - det var der alligevel en fåtal, der troede på.

Derfor gør det præstationen endnu mere imponerende - og det bliver han hædret for nu som årets cykelrytter.

Du kan se et indslag med Søren Kragh-Andersen og hans fine pris i videoen øverst i artiklen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter