Sponsorer forlader succesfuldt cykelhold

Glud & Marstrand-LRØ mister begge sine navnesponsorer, og endnu er det ikke lykkedes for holdet at finde nogle nye, og det kan skabe alvorlige problemer.

Regnen piskede ned, da DM i cykling blev kørt omkring Hammel, som Sebastian Lander vandt for Glud & Marstrand-LRØ. (Foto: Lars Rønbøg © Scanpix)

Continental-holdet Glud & Marstrand-LRØ mister begge sine navnesponsorer og står dermed med en stor økonomisk udfordring inden 2013-sæsonen.

- Vi er presset, erkender holdets sportsdirektør, Christa Skelde, overfor DR Sporten. 

Senest har Glud & Marstrand meddelt, at det ikke er muligt at træffe en beslutning om, hvorvidt samarbejdet kan fortsætte før i november, og det er for sent i forhold til at planlægge næste sæson.

Inden den 15. november skal papirarbejdet til den internationale cykelunion, UCI, nemlig være i orden, så tiden rinder ud for det lille hold, der ellers netop har overstået sin resultatmæssigt bedste sæson med blandt andet tre danmarksmesterskaber og ni UCI-sejre.

Alligevel har både LRØ og Glud & Marstrand valgt at stoppe samarbejdet med holdet, og det ærgrer Christa Skelde.

- Det giver nogle frustrationer i forhold til, at vi synes, at vi har haft nogle fantastiske resultater i år. Så vi står i lidt af et vadested, hvor vi godt kunne bruge en afklaring, så vi kan sætte et punktum for sæsonen.

Den økonomiske usikkerhed står i vejen for holdets forberedelser frem mod næste sæson, fordi det med manglende sponsorer er uvist, hvor mange penge der er til forstærkninger.

- Vi er på alle måder jyder. Forstået på den måde, at vi ikke skal ud og bruge penge, som vi ikke har.

- Derfor er vi lidt vævende omkring det at skrive kontrakter med nogle af de store profiler, som vi gerne vil have på vores hold til at hjælpe vores unge talenter, siger Christa Skelde til DR Sporten.

Holdet, der ledes af Christa og Michael Skelde, har rod i det østjyske, og netop en solid lokal forankring gør, at de nuværende ryttere, der allerede er på kontrakt, ikke skal frygte at stå uden arbejde lige pludselig.

- Vi har et stort erhvervsnetværk både i Horsens og Aarhus, der bakker op om os. Dem er vi ikke et sekund i tvivl om, at de rykker lidt tættere sammen og står bag os i næste sæson også, lyder det fra Christa Skelde, der nævner finanskrisen og ikke de tilbagevendende dopinghistorier som årsagen til sponsormanglen.   

Facebook
Twitter