Stærk tjekke sejrer i mini-Flandern på dansk offday

Zdenek Stybar var for stærk og afviste blandt andre Greg Van Avermaet i spurtsejr i belgisk brostensklassiker.

Zdenek Stybar viste stor styrke, da han i dag vandt den belgiske brostensklassiker E3 BinckBanck Classic. (Foto: Stephanie Lecocq © Scanpix)

Quick-Step slog til igen fredag. Zdenek Stybar vandt en spurtsejr, da den belgiske klassikersæson for alvor blev skudt i gang med E3 BinckBank Classic.

Holdkammeraten Bob Jungels var længe i udbrud, men han blev hentet mod slutningen, og Stybar sejrede med sin spurt i gruppen, der blandt andre talte Greg Van Avermaet (CCC).

Wout Van Aert (Jumbo-Visma) blev nummer to i spurten foran Greg Van Avermaet.

E3 BinckBank Classic hed tidligere E3 Harelbeke og er et løb, der er fyldt med brosten og kuperet terræn.

Det minder meget om Flandern Rundt, der køres om en uge, og der var adskillige hellingen (stigninger) og brostensstykker på ruten, der bød på næsten 204 kilometer.

E3 BinckBank Classic går da også for at være det hårdeste løb af de flamske klassikere, når man ser bort fra Flandern Rundt.

Med 40 kilometer igen var en gruppe på fire ryttere alene, og her sad blandt andre Bob Jungels, mens favoritterne lå i en gruppe 50 sekunder tilbage og foran feltet.

Marc Hirschi (Sunweb), Jasha Sütterlin (Movistar) og Nils Politt (Katusha) var også med helt fremme sammen med Jungels.

Den 26-årige rytter fra Luxembourg tog dog sagen i egen hånd på løbets næstsidste stigning cirka 30 kilometer fra mål.

Her kørte Bob Jungels væk fra sin gruppe. De tre andre lod sig falde tilbage, og Jungels forspring lød på 50 sekunder med 23 kilometer tilbage.

Den hårde jagt var igangsat, og Jungels forspring lød på lidt over et halvt minut med 20 minutter tilbage.

Greg Van Avermaet forcerede bagude kraftigt på den sidste stigning og fik Wout Van Aert, Stybar og Alberto Bettiol (Ecucation First) med sig.

De hentede ind på Jungels, mens Peter Sagan (Bora) sad længere tilbage i en gruppe og signalerede tekniske problemer.

Avermaets gruppe fik hentet Jungels, og de fem ryttere lå sammen med fem kilometer til målstregen.

Til sidst viste Stybar sig så som stærkeste mand i spurtopgøret om sejren.

/ritzau/

Facebook
Twitter