Styrt, brud og knæproblemer: Tour-konkurrenternes uheld placerer Fuglsang højt på favoritlisten

Flere og flere pile peger på Jakob Fuglsang, når man taler om Tour de Frances største favoritter til den samlede sejr.

Jakob Fuglsangs gode form og konkurrenternes uheld har bragt danskeren i en position blandt topfavoritterne til årets Tour de France. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Scanpix)

Starten på Tour de France er blot to og en halv uge væk, men spændingen kan så småt mærkes i maven på selv de mindste cykelentusiaster.

Specielt for danskere kan årets store franske cykelløb blive en mindeværdig oplevelse ført an af Astana-kaptajnen Jakob Fuglsang.

For selvom mange måske kæmper med at holde forventningerne til danskeren nede, så har det snart udviklet sig til at være en umulig opgave. Han har været en af verdens absolut bedste ryttere i 2019, og alene den seneste uge har rykket ham fremad på folks favoritliste.

Næsten samtlige nationale og internationale bettingselskaber har Fuglsang i top tre over favoritter til den samlede sejr, og det skyldes især den seneste uge, hvor danskeren vandt Criterium du Dauphiné, mens konkurrenterne faldt. Bogstaveligt talt.

Vi har kigget nærmere på Fuglsangs uheldige konkurrenter.

Chris Froome: Stiller ikke op i Touren

Chris Froome havde et alvorligt styrt i Criterium du Dauphiné og misser Tour de France. (Foto: PETER POWELL © Scanpix)

Den firedobbelte Tour de France-vinder var på forhånd udpeget som favorit til årets udgave også. Lige indtil opvarmningsløbet Criterium du Dauphiné. Forud for enkeltstarten på fjerde etape, ville han køre ruten igennem, men det endte helt katastrofalt for briten.

Han styrtede nemlig voldsomt, og endte med brud på både nakken, albuen, bækken og benet. De slemme skader gjorde selvfølgelig, at han måtte melde afbud til Tour de France, og han ventes væk fra cykling i mindst seks måneder.

Geriant Thomas: Voldsomt styrt i optaktsløbet

Geraint Thomas sidder på vejen efter et hårdt styrt i Schweiz Rundt, der sendte ham ud af løbet. (Foto: SAM BUCHLI © Scanpix)

Den forsvarende Tour de France-vinder skulle som udgangspunkt dele kaptajnrollen med Chris Froome, men efter holdkammeratens alvorlige styrt var Geraint Thomas udpeget som den ubestridte kaptajn.

Det er han stadig i dag, men Team Ineos fik noget af et chok på gårsdagens etape i Schweiz Rundt. Her styrtede Geraint Thomas meget voldsomt og måtte udgå af løbet. Her til morgen har både holdet og ham selv, meldt sig klar til Touren. Men det har uden tvivl svækket forberedelserne.

- Skuffet over, at jeg var nødt til at forlade Schweiz Rundt, men jeg er heldigvis okay. Jeg slog mit hoved og havde brug for sting over mit øje. Så lægerne stoppede mig fra at komme tilbage på cyklen. Det mener bare, at jeg har brug for nogle store træningsture i næste uge nu, skriver han selv på Twitter.

Egan Bernal: Tour-satsningen var ikke den oprindelige plan

Egan Bernal er det mest raske bud fra det stærke Team Ineos, men han har også haft sine udfordringer. (Foto: GIAN EHRENZELLER © Scanpix)

Colombianerens øjne var i år rettet mod en kaptajnrolle i Giro d’Italia, hvor han også var udpeget som en af de helt store favoritter. Men et styrt og et brækket kraveben på en træningstur blot en uge før løbet gjorde, at han måtte melde afbud.

Det kan derfor påvirke ham, at formkurven fra sæsonstarten af var sat til at toppe i maj og ikke juli. Omvendt har han haft et par måneder siden styrtet til at rette sigtekornet ind, og han må derfor regnes blandt favoritterne. Han kører stadig med i Schweiz Rundt.

Tom Dumoulin: Bliver han overhovedet klar?

2019 har ikke været det sjoveste for Tom Dumoulin, der stadig kæmper med sit knæ. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Scanpix)

Førsteudfordreren til Team Ineos-trioen var fra årets start udpeget til at være sidste års toer, Tom Dumoulin. Men optimismebarometeret går fortsat den forkerte vej for ham. I Giro d’Italia udgik han efter at have styrtet og slået sit knæ, og over en måned senere er det stadig et problem.

Senest er han udgået fra Criterium du Dauphiné på grund af selvsamme knæskade. Det betød, at man besluttede at foretage et mindre indgreb i knæet, men de første meldinger efterfølgende er stadig ikke gode.

Han var nemlig i går på vej mod Alperne for at se nærmere på Tour-ruten, men på vej dertil spurgte han sig selv "er jeg klar til det her?"

Hans svar til det var at vende om og køre hjem.

Adam Yates: Udgår fra optaktsløb

Adam Yates måtte udgå fra Criterium du Dauphiné. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Scanpix)

Modsat de andre konkurrenter var det ikke et styrt, der satte Adam Yates ud af spil i optaktsløbet Criterium du Dauphiné. Briten lignede den store udfordrer til Jakob Fuglsangs gule trøje på sidste etape, men maveproblemer gjorde, at han ikke gennemførte.

- Adam havde problemer med sin mave, og der var ikke nogen tegn på det før løbet, men de ting kan ske, fortalte holdet efter etapen.

Det er selvfølgelig et mindre problem i forhold til nogle af de andre ryttere, men det er stadig et bump på vejen.

Facebook
Twitter