Tidligere olympisk cykelmester testet positiv for doping

Samuel Sánchez er suspenderet og går glip af Vueltaen efter en positiv dopingprøve.

Samuel Sanchez er blevet suspenderet. (Foto: VINCENT WEST © Scanpix)

Den tidligere OL-guldvinder i landevejscykling Samuel Sánchez (BMC) er blevet testet positiv for at have benyttet sig af et ulovligt væksthormon.

Det oplyser Den Internationale Cykelunion (UCI) på sin hjemmeside.

Den positive dopingprøve blev taget ved en kontrol 9. august af det uafhængige organ, som UCI har sat til at stå for dopingprøver i sporten.

Som reglerne foreskriver, er Samuel Sánchez nu midlertidigt suspenderet. Han har ret til at få foretaget en B-prøve og følge analysen af den prøve. UCI har ikke yderligere detaljer om sagen på nuværende tidspunkt.

Sanchez var udpeget til at køre det forestående Vuelta a España i sit hjemland, men det kommer han altså ikke til.

Tidligere i karrieren er han blevet nummer to i både Touren og Vueltaen. I de år kørte han for Euskaltel-holdet. I 2008 vandt han OL-guld i Beijing.

/ritzau/

Facebook
Twitter