Cykelsæsonen lakker mod enden, og udover det store italienske løb Lombardiet Rundt, der køres lørdag, begynder løbskalenderen at tynde ud.
Mens rytterne derfor kan se frem til at nyde lidt tiltrængt hvile til de sikkert udmattede stænger, bliver sagen nok en anden for sportsdirektører, chefer og andre holdledere.
I hvert fald dem, der agerer øverste led hos holdene Jumbo-Visma og Soudal-Quick-Step.
I over en uge har rygter om en potentiel fusion mellem Jonas Vingegaards hold og det belgiske hold nemlig floreret i cykelverdenen.
Rygter, som Soudal-Quick-Steps chef, Patrick Lefevere, lørdag bekræftede, har hold i virkeligheden, da han i sin ugentlige klumme i det belgiske medie Het Nieuwsblad fortalte, at de to holds chefer har underskrevet en hensigtserklæring om at fusionere.
Selvom han i klummen også varslede, at der ville komme mere klarhed mandag, kom dog intet nyt frem i sagen i går, og det er den tidligere verdensmester Julian Alaphilippe, der kører for Soudal-Quick-Step-holdet, træt af.
- Jeg ved ikke meget om det. Vi håber på afklaring så hurtigt som muligt, for manglen på afklaring er irriterende, siger han til Cyclinguptodate.
Franskmanden, der vandt VM i landevejscykling i 2020 og 2021, kalder historierne om en potentiel fusion for "triste", for ifølge ham har det belgiske hold "været hjertet af cykelsporten i årevis".
- Vi kommer ikke til at græde over det. Vi er her for at køre cykelløb, og vi venter på godt nyt. Vi håber alle, men vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, sagde Julian Alaphilippe mandag eftermiddag inden løbet Coppa Bernocchi til Eurosport.
I den anden lejr, hos det hollandske cykelhold, tager de ikke rygterne om en mulig fusion så tungt.
Den belgiske cykelstjerne Wout van Aert lader sig i hvert fald ikke gå på af udsigten til potentielt at skulle køre på samme hold som Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen og de andre Soudal-Quick-Step-ryttere.
- Det (rygterne, red.) er ikke så slemt, vi er stadig fokuserede på denne sæson. Men det holder os da beskæftiget. Alle er professionelle nok til at gennemføre løbene, som de skal. Der er ikke noget stress hos os, siger han ifølge Cyclinguptodate.
Visma kommenterer, 'når tiden er inde'
Trods udmeldingen om, at der ville komme mere klarhed om fusionen mandag, må Julian Alaphilippe, hans holdkammerater og rytterne fra Jumbo-Visma, tilsyneladende vente lidt endnu med at få en afklaring.
For hos virksomheden Visma, hvor Anne-Grethe Thomle Karlsen er direktør for sponsorater, er der heller ikke endnu noget nyt at berette.
- Det er vores politik ikke at kommentere på rygter eller spekulationer. Når tiden er inde, deler vi naturligvis al relevant information og nyheder, siger hun.