10 billeder jeg vil huske Touren for

Der kan snart sættes 21 streger under et dramatisk og spændende Tour med Nibali som fortjent vinder.

Jakob Fuglsang er en god fyr. Et sympatisk menneske der stiller op for både danske- og internationale journalister. Her er han dagen efter sit styrt. Han er smadret efter etapen til Risoul, men lader sig alligevel interviewe af Astana-holdets pressepige. Efter at have snakket med DR Sporten i fem minutter. (Foto: Jens Gjesse Hansen © DR Sporten)

-Journalist Jens Gjesse Hansen har dækket Tour de France for dr.dk og Twitter og giver her en rundtur i de billeder, der indrammer årets franske rundtur. Det var hans første Tour de France.

Fuglens flotte fald

Det her vil nok stå tilbage som den store "hva' nu hvis..."-Tour. Der var nok ikke flere styrt, end der plejer at være. Til gengæld var det ofte prominente ryttere, der blev ramt af de styrt, der var. Contador, Froome, Cavendish røg ud.

Men set med danske øjne var det ekstremt ærgerligt, at Jakob Fuglsangs cykel skred ud, da den kørte over Jurgen Van den Broecks tabte flaske på 13. etape. For Fuglsang lå altså på løbets andenplads i den første uge og lignede en mand, der trods et maveonde og arbejdsforpligtelser over for kaptajn Vincenzo Nibali kunne køre sig i top 10 igen i år.

Men så røg han i asfalten på 13. etape og kunne efterfølgende ikke svare på, hvor det gjorde mest ondt på kroppen:

- Det er vist lettere at svare på, hvor det ikke gør ondt, sagde han.

Fuglsangs ryg en uge efter styrtet. (Foto: Jens Gjesse Hansen © DR Sporten)

Fuglsang kæmpede sig gennem de resterende etaper med bandager på det meste af kroppen. Sikke en præstation. Han var nok stået af cyklen, hvis det ikke lige var Tour de France. Og hvis Nibali ikke havde førertrøjen. Og hvis der ikke ventede hæder og en stor bonuscheck i Paris.

Fuglsang har i den grad fortjent bonuschecken. Han var med til at grundlægge Nibalis sejr med det overraskende angreb på 2. etape til Sheffield. Og så tog danskeren vist alle kommentatorer med storm, da han førte Nibali trygt og hurtigt over brostenene på den frygtede 5. etape til Arenberg.

Fuglsangs ryg en uge efter styrtet. (Foto: Jens Gjesse Hansen © DR)

I bad i bussen

Umiddelbart et pænt kedeligt billede. Men det her er et foto af det spor, som alle holdbusserne efterlader sig, når de triller fra målområdet. Og det kom i hvert fald bag på mig. Busserne holder altid lige bag målstregen, og efter hver etape stryger rytterne (for det meste) ind i bussen og skifter tøj og får varmen eller kulden. Og så går de i bad. Og det er derfor, der altid skummer vandt ud under bussen umiddelbart efter etapeafslutningen. Og det er vel også fair nok, at de lige vil vaske sved, mudder og støv af, før de kommer ud og lader sig interviewe.

I øvrigt har journaliststanden nok indtaget diesel-os i rigelig mængder i de her tre uger. For man bruger vildt meget tid på at stå ved busserne og vente på rytterne både om formiddagen og om eftermiddagen. Alt imens brummer bussernes motorer lystigt derudaf. Et grønt løb? Næppe, når man ser på, hvor meget transport det er involveret for både hold, journalister og arrangører.

Knus fra Riis

Tinkoff Saxo-holdet fik som bekendt et ordentligt gok i nødden, da Alberto Contador styrtede og udgik på 10. etape. Det var en voldsom oplevelse at se dramaet udspille sig på en parkeringsplads fem kilometer fra toppen af La Planche des Belles Filles den dag. At se Bjarne Riis komme kørende med sin sårede kaptajn, sende ham til scanning, få konstateret hans brud på skinnebenet og derefter sende ham ind i bussen. Alt imens de øvrige ryttere fra holdet kørte forbi 20 meter væk ude på landevejen og på vej op til mål. Med tomme blikke på deres cykler.

Alt de havde arbejdet for på de første ni etaper og hele meningen med deres Tour var forsvundet på få sekunder. Ni måneder af Contadors liv, hvor han havde forberedt sig, var pludselig ligegyldig. Riis selv var sendt til tælling.

Fuglsangs ryg en uge efter styrtet. (Foto: Jens Gjesse Hansen © DR Sporten)

Men den danske sportschef viste format. Med Contador inde i bussen, stillede Riis sig ud foran den og tog imod de øvrige ryttere én efter én. Alle fik et knus og blev sendt ind i bussen med et par ord i øret. Der var begravelsesstemning, og det var tydeligt, at holdet sørgede. Men det skulle blive bedre.

Comeback-kids

For det her er også et Tour, der bliver husket som "Plan B-Touren." Der var selvfølgelig Astana, der kørte efter Plan A og triumferede med Nibali. Men for Tinkoff-Saxo, der mistede Contador, Omega Pharma-Quick Step, der mistede sprinteren Mark Cavendish, og for Team Sky, der mistede den helt store favorit Chris Froome, blev det en Tour, hvor der skulle arbejdes både med ben, hjerte og hjerne.

Umiddelbart ser det ud til, at Team Sky dumpede. Det britiske hold, der kom med den forsvarende mester og havde forventet store triumfer, nåede kun på podiet en enkelt gang. Da de blev hyldet for at have den mest angrebsivrige rytter på 18. etape til Hautacam. Ikke godt. Briternes plan B, Richie Porte, havde alt for mange dage, hvor han ikke kunne hænge på favoritterne, og han slutter løbet som nummer 23 endda efter sin løjtnant Geraint Thomas på 22.-pladsen.

Quick-Step havde drømt om etapesejr og gul trøje til Mark Cavendish på 1. etape, og havde ifølge sportsdirektør Brian Holm "forberedt sig på alt bare ikke på, at han skulle styrte på 1. etape." Men det gjorde Cavendish. Og han kom ikke til start dagen efter. Så her blev planerne også lavet om, og holdet måtte jagte etapesejre. Det blev til tre styk (til Matteo Trentin og dobbelt op for Tony Martin), så holdets Tour blev reddet.

Fuglsangs ryg en uge efter styrtet. (Foto: JACKY NAEGELEN © Scanpix)

Det gjorde Tinkoff-Saxo Banks også - holdet nåede også tre etapesejre og hentede den prikkede trøje til en af løbets store overraskelser, 24-årige Rafal Majka. Han sørgede selv for to af etapesejrene, og Michael Rogers tog den sidste.

- Om 10-15 år vil vi måske ikke tænke tilbage på den her Tour og huske sejrene. Men vi vil huske holdets "spirit." Holdånden har været fantastisk, sagde Rogers efter Majkas anden etapesejr.

Og ja, Tinkoff-Saxo viste klassen med stærke præstationer fra især Majka, Rogers og Roche. Præstationer, der vidnede om, at holdet havde stærke ryttere klar til at hjælpe Alberto Contador i bjergene, hvis han ellers havde været med hele vejen.

Nibali - en let sejr?

En værdig vinder? Helt sikkert.

Astana-holdet er et mildest talt mystisk hold. Det er fra Kasakhstan. Har den tidligere dopingdømte toprytter Alexandre Vinokourov som sportschef. Har vel feltes grimmeste dragter i farverne cyan kombineret med gul. Omgiver sig med en del brede gutter, der har næser, der ser ud som om, de er blevet brækket et par gange i en boksering. Der bliver røget flittigt omme bag bussen (dog ikke af ryttere og "Vino." De har en karismatisk, men også lidt hyper pressemand, der er amerikaner og hurtigt døbte alle os Fuglsang-interesserede-danske-journalister som "the sons of Valhalla." Og så har de altså en italiensk holdkaptajn og en dansk løjtnant.

Men man kan ikke tage fra dem, at de har lagt en taktik og ført den ud i livet på en måde, som mange andre hold sukker misundeligt efter at kunne gøre.

Fuglsangs ryg en uge efter styrtet. (Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

Nibali vil selvfølgelig få skudt i cykelskoene, at årets sejr var "let", fordi hverken Froome eller Contador sad med i bjergene. Men husk på at det altså allerede var på 2. etape til Sheffield, at Astana var med til at rive feltet over og køre Nibali i førertrøjen. Dengang var både Contador og Froome altså med. Og på 5. etape hamrede de bare derudaf, så man skulle tro, at det var et belgisk hold bestående af ryttere, der åd brosten til morgenmad. Fuglsang og co. blæste igennem den frygtede brostensetape så stærkt, at Contador mistede over to minutter.

Og så slog Nibali sejren fast i både Vogesere, Alper og Pyrenæer. Fire etapesejre til manden i den gule trøje uden at den ene var fra en enkeltstart. Det er ikke set bedre siden Eddy Merckx for 40 år siden, så Nibali har helt sikkert vist sig som løbets "padrone." Ville Contador eller Froome have været stærke nok til at følge med italieneren? Det kan vi diskutere fra nu af og så et års tid frem.

Bak og Mørkøv

De to danske "domistiques" levede helt op til dén betegnelse. Der er ingen fine fornemmelser hos hverken Bak eller Mørkøv. De udfører det stykke arbejde, de bliver bedt om som de arbejdsmænd, de er. Som Baks holdchef Marc Sergeant siger:

- Lars Bak arbejder som en hest. Eller som en maskine. Man kan tænde for ham om morgenen og fortælle, hvad han skal gøre. Så gør det han det. Og så om aftenen slukker vi for ham igen.

Fuglsangs ryg en uge efter styrtet. (Foto: DR © DR Sporten)

Når Bak samtidig sprudler af energi, humør og one-liners til pressen, er han både en populær og repekteret herre i feltet. Det samme gør sig gældende for Mørkøv, der også giver sin 2014-udgave af en viking perfekt: Er ikke ude på at erobre noget for egen vindings skyld, men leverer en benhård indsats for holdets bedste. Og så skal både han og Bak roses for troligt at stille op til pressens spørgsmål både før og efter hver etape.

Fuglsangs ryg en uge efter styrtet. (Foto: Eric Feferberg © Scanpix)

Engelsk Tour-succes

Det blev ikke til nogen god Tour for det britiske hold Team Sky. Men til gengæld tog englænderne Touren med storm. Der var så mange - og så vilde - tilskuere på de første tre etaper, at det var lige før "det blev for meget af det gode," som rytterne sagde. Kombinationen af lysten til at tage selfies med mobiltelefonen og med ryggen til rytterne, viste sig at være en halvfarlig affære, der var tæt på at føre til alvorlige styrt.

Men bortset fra det fik de franske tilskuere lidt at tænke over - for selv om der stadig flot opbakning i løbets moderland, var højdedragene i Yorkshire altså tætttere befolket end selv Hautacam og Tourmalet.

Fuglsangs ryg en uge efter styrtet. (Foto: Jens Gjesse Hansen © DR Sporten)

Enigmaet Tinkov

Den 46-årige ejer af Tinkoff-Saxo Bank holdet, Oleg Tinkov, ramte Tour de France på 8. etape, hvor han landede i Frankrig i privatfly med kone og hund ombord. Karismatisk er vel ordet for ham. Når man ikke har mødt ham før, forventer man at møde en charlatan, der har en mund, der udskriver regninger, som hans tegnebog ikke kan betale.

Men han vinder ved nærmere bekendtskab. For det første ser han langt yngre og mere adræt ud, end når man ser ham på TV. For det andet tager han sig god tid til pressen og ja, svarer nogle gange i rablende overskrifter, men langt de fleste gange er han meget seriøs i sine svar. Og han bliver voldsomt ophidset, hvis der bliver skrevet rygtehistorier om ham - "de skøre journalister! De kan da bare ringe til mig. Så skal jeg nok fortælle dem sandheden."

Det er svært at gennemskue, hvordan det rent faktisk går med Tinkoff-forretningen, men det indtryk, han efterlader, giver ikke umiddelbart indtryk af, at man skal frygte, at han får problemer med at betale regningerne fremover.

Fuglsangs ryg en uge efter styrtet. (Foto: Nils Meilvang /Scanpix)

Stadig et dansk hold?

Jeg var spændt på at se, hvordan kombinationen Tinkov-Riis fungerede. Og tro mig, den samlede danske journaliststand har igen og igen forsøgt at bore i, hvordan forholdet mellem de to er. Om Bjarne Riis føler sig trådt på af Tinkov. Eller om russeren blander sig i det sportslige.

Vi har sværmet omkring Tinkoff-bussen igen og igen og har ikke set tegn på, at der er nogen konflikt mellem de to. Tinkov var ude og køre en del af etaperne på sin egen cykel og fortalte selvfølgelig rytterne om sine oplevelser. Men det virker stadig til, at det er Riis, der har sidste ord på taktikmødet om formiddagen.

Tinkoff-Saxo Bank er selvfølgelig ikke et dansk hold længere. Det er ejet af Tinkov med Riis som manager på en tre-årig kontrakt. Men der er stadig mange danskere omkring holdet - både ryttere, mekanikere og i adminstrationen. Så endnu ser det ud til, at Bjarne Riis stadig har et solidt greb i tøjlerne på sit gamle hold.

Fuglsangs ryg en uge efter styrtet. (Foto: Eric Feferberg © Scanpix)

Den franske bølge

Tour de France har overlevet i mange år uden en fransk vinder. Og skal nok også gøre det i mange år endnu, før nogen kan følge op på Bernard Hinaults sejr fra 1985. Men det dages alligevel lidt brødre. For første gang siden 1997 er der franskmænd på podiet i Paris. Dengang var det Richard Virenque. I dag er det veteranen Jean Christophe Péraud og det unge håb Thibaut Pinot. De ville næppe været kommet så langt, hvis Contador og Froome ikke var styrtet. Men det er dog tegn på, at fransk cykelsport er i fremgang, og det kan kun være godt for Le Tour.

Og så skal det selvfølgelig noteres, at både Blel Kadri og Tony Gallopin sørgede for franske etapesejre i år - og at Gallopin endda havde en dag i den gule trøje.

I aften sætter vi 21 streger under Tour de France 2014. Det var dramatisk og spændende men også lidt uforløst på grund af Froome og Contadors exit. Som journalist har jeg sjældent set mindre cykelløb end i dette års Tour - de meste af tiden bliver brugt på transport fra startby til målby.

 

Facebook
Twitter