15. etape: Valgren kan forpurre Baks etapesejr

Michael Valgren kan ende med at komme på hårdt arbejde for at hjælpe Peter Sagan til etapesejr.

Tour de France 2015 6.etape Abbeville - Le Havre Michael Valgren har besøg af familien. TV er det hans far og med flag er det hans mor og manden med kasket er en ven af familien. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Det bliver uden tvivl en ganske interessant danskerdag på de franske veje. Lars Bak har meldt ud, at han gerne vil i udbrud i dag, og Michael Valgren kommer også til at spille en stor rolle. På den ene eller anden måde.

Når man kigger på ruten, så er det endnu en oplagt udbrudsetape, hvor der bliver hård kamp for at komme af sted. Der er uden tvivl andre end Lars Bak, der har sat kryds ved etapen, og der er stadig mange hold, som er hungrende efter en etapesejr.

Ruteprofil af 15. etape (Foto: ASO © ASO)

Ruten er 183 kilometer lang med fire kategoriserede stigninger, hvoraf den sidste er en kategori-to-stigning. Toppen er cirka 60 kilometer fra målstregen, hvilket måske kan motivere enkelte sprintere til at holde det hele nogenlunde samlet med forhåbningen om etapesejr.

Valgrens dag er uforudsigelig

En af de sprintere, som kan øjne en etapesejr, er Peter Sagan. Hvis han altså ikke har givet op endnu efter at have været så tæt på. Man har før set Sagan udnytte disse kuperede etaper til at bringe sig i en favorabel spurtsituation.

I dag kunne det eventuelt være, at Tinkoff-Saxo holder et højt tempo over kategori-to-stigningen, hvor man får sat sprintere som Mark Cavendish (Etixx-Quick Step) og André Greipel (Lotto-Soudal) af, fordi i et formindsket felt er Sagans muligheder selvfølgelig bedre, og det kan sætte en tyk streg under, at han vinder den grønne trøje.

Men dagen i dag kunne også være den ene mulighed, som Michael Valgren måske vil få i løbet for at køre sin egen chance. Ruten passer rigtig godt til ham, og han kom nogenlunde godt igennem etapen i går.

Derfor er der to muligheder for, at Valgren ødelægger Baks chance for en etapesejr. Enten på grund af at han selv er med, ellers fordi Tinkoff-Saxo-danskeren skal køre ham ind for Sagan.

Bak vil slå til

Efter gårsdagens etape bekræftede Lars Bak, at han planlægger et angreb i dag, men det er ikke ensbetydende med, at han kommer med. Det så man på 13. etape, hvor det var hans holdkammerat Thomas De Gendt, der kom med i udbruddet.

Man har dog lov at håbe på, at han kommer med, fordi han er stadig i god form. Det bliver uden tvivl en svær opgave for danskeren. Franskmændene er blevet endnu mere vilde efter en etapesejr, da de så, hvad der skete i går.

Det er heller ikke kun Sagan, som kan sidde med over stigningerne, hvis det skulle ende med sprinterafslutning. Michael Matthews (Orica-GreenEDGE) har kørt sig varm efter en dårlig start på løbet med styrt og er et godt bud på en etapevinder. Det er samme er John Degenkolb (Giant-Alpecin).