16. etape: Alpe-forpremiere på berygtet nedkørsel

Fra onsdag starter nogle vilde etaper i Alperne, men allerede i dag begynder det at gå opad.

Måske er det i dag, vi ser Alberto Contador angribe (Foto: SEBASTIEN NOGIER © Scanpix)

André Greipel hentede i går sin tredje etapesejr, og det var et passende tidspunkt, fordi de næste mange etaper bliver uspiselige for sprinterne. I stedet er det atter tid til klassementsrytterne, og resten der har nogenlunde bjergben så langt henne i Touren.

I dag skal rytterne nemlig ud på en 201 kilometer lang rute til den legendarisk Tour-by Gap. Ruten stiger næsten hele vejen, hvor der også er to andenkategori-stigninger. Den sidste, Col de Manse, slutter blot 12 kilometer fra stregen.

(Foto: ASO © ASO)

Col de Manse har flere gange før haft betydning for det samlede klassement. Den korte nedkørsel efter stigningen ned til mål er nemlig både berømt og berygtet. Der var der, at Joseba Beloki i 2003 styrtede voldsomt og ødelagde sin karriere, mens Lance Armstrong tog en smutvej over marken.

Contador angriber der

Det er ikke den eneste gang, at nedkørslen har haft en betydning. Man kunne nemlig godt omdøbe den til Contador-nedkørslen. I 2011 angreb han med succes Schleck-brødrene der sammen med den senere vinder Cadel Evans.

Også i 2013 brugte han nedkørslen som et våben. Dengang røg han faktisk selv i jorden, men Chris Froome blev presset, og han endte også med at tage tid på andre af sine konkurrenter. Derfor er det næsten sikkert, at han rykker over toppen.

Og andre burde følge hans hjul. Hvis en rytter som Nairo Quintana stadig tror på, at han kan vinde samlet, så skal han bruge sådan en mulighed til at angribe Froome. Også selvom han kun vinder få sekunder. Det vil være optimalt for Movistar Team at gå ind til hviledagen med fornyet tro på, at miraklet kan gennemføres.

Udbrudsetape

Lige så sikkert det er, at Contador angriber. Lige så sikkert er det også, at favoritterne kommer til at køre om sekundære placeringer. Det er altid et udbrud, der holder hjem, når etapen går til Gap, så det kan man også forvente i dag.

Det kunne være en mulighed for Jakob Fuglsang. Det, der taler for, er, at etapen passer rigtig godt til ham. Col de Manse stiger kun knap seks procent i gennemsnit, og danskeren er langt fra en dårlig nedkører. Det taler lidt imod, at der kun er 10 bjergpoint at hente samlet, men etapesejren er stadig hans førsteprioritet.

En rytter som Ryder Hesjedal er også et godt bud i dag. Han er kommet først over Col de Manse i 2011 og 2013, så han kan godt lide stigningen. Han skal dog kæmpe hårdt med nogle af de franskmænd, der er sat tilbage i klassementet.

Det bliver højest sandsynligt mange af de samme ryttere, som vi har set de andre dage, der er aktive. Yates-brødrene, Wilco Keldermann og Thomas Voeckler skal man holde øje med. Og så kan man håbe på, at klassementsrytterne udnytter den spændende afslutning, så vi får et sandt drama på nedkørslen til Gap.