Alpeklar Fuglsang: ’Det bliver hårdt og eksplosivt’

Den danske Tour-favorit vil gå defensivt til de første bjergetaper.

Jakob Fuglsang er fysisk og mentalt klar til bjergene i Tour de France, men han vil være defensiv i sin tilgang. (Foto: Peter Dejong © Scanpix)

Efter ni Tour de France-etaper med flade etaper og kun dramatik på brosten og holdenkelstarten, går verdens største cykelløb nu ind i den fase, som de fleste cykelfans ser frem til: Bjergene.

Tirsdag, onsdag og torsdag står den på bjergkørsel i de fransk alper, og det danske klassementhåb, Jakob Fuglsang, ser frem til strabadserne i højderne.

- Fysisk føler jeg mig godt tilpas og ikke slidt efter de første etaper. Mentalt er jeg også stadig ovenpå og klar til de hårde etaper, som kommer, og hvor tænderne skal bides sammen. Jeg føler mig klar og glæder mig til at komme i gang med Tour de France, der jo egentlig først rigtig starter tirsdag, siger Jakob Fuglsang til DR.

- Det bliver nogle hårde og eksplosive etaper. Jeg er spændt på at se de andre holds taktik. Om de vil tage tid eller komme let igennem med tanke på den sidste uge af Touren. Alle fik en reminder i Giroen, hvor Froome smadrede det hele i de sidste dage.

Defensiv tilgang

Der er mange spørgsmål, der bliver besvaret i bjergene, og vi får uden tvivl at se, hvem fra klassementet, der har noget at skyde med, når det går opad. Fuglsang har tænkt sig at lure lidt fra bagperronen, inden han lader benene tale.

- Jeg skal lige se, hvordan jeg kommer ind i Alperne og igennem de første alpeetaper, så jeg kommer nok til at køre lidt mere defensivt til at starte med for at se hele feltet og konkurrenterne an. Vil Sky kontrollere med hård hånd, eller bliver det det vilde vesten?, siger Jakob Fuglsang.

Tirsdagens etape, den 10. i dette års Tour, bevæger sig over flere modbydelige stigninger. Du kan se etapen på TV 2 eller følge med i Touren på P3.

Facebook
Twitter