Asgreen styrter og udgår kort før dansk Tour-start, og det gør rigtig ondt: 'Han er ikke en piveskid'

Efter et styrt tirsdag er der usikkerhed om Kasper Asgreens muligheder ved Tour de France.

Kasper Asgreen er tvivlsom til næste uges DM i både linjeløb og enkeltstart. (Foto: TIM VAN WICHELEN © Ritzau Scanpix)

Når verdens største cykelcirkus om to uger rammer Danmark, er det med danske drømme om en gul trøje.

De tre etaper byder blandt andet på en enkeltstart, hvor specialisten og den danske mester Kasper Asgreen drømmer om at sætte tempoet i vejret og konkurrenterne til vægs.

Men desværre stiller den danske stjerne ikke til start ved onsdagens fjerde etape af Schweiz Rundt, som ellers skulle fungere som en af de sidste forberedelser frem mod Touren i Danmark.

Asgreen var involveret i et grimt styrt på tirsdagens tredje etape, og efter behandling og sting i knæet blev det besluttet, at den danske mester i enkeltstart ikke fortsætter ved etapeløbet.

Nu venter en grundig undersøgelse fra top til tå, inden den danske sportschef på Quick-Step Alpha Vinyl, Brian Holm, kender de præcise konsekvenser for rytteren.

- Han har mere ondt i dag, end han havde i går. Der er ingen tvivl om, at han har slået sig, men det kræver flere undersøgelser, før vi forhåbentlig ved nærmere i morgen, siger Brian Holm til DR Sporten.

Det var ikke på tale at lade Asgreen fortsætte i det schweiziske etapeløb efter styrtet mindre end fem kilometer før målstregen. Her var danskeren Frederik Wandahl fra holdet Bora–Hansgrohe også involveret, og han er ligeledes udgået af Schweiz Rundt.

Asgreen ramte baghjulet på en rytter foran, og storholdets læge vurderede straks, at tempospecialisten ikke kunne fortsætte.

Sportsdirektør Brian Holm er ikke læge, fastslår han, men hvis alt er, som det skal være, venter tre til fem dage uden cykel. Og så må de tage det derfra, når de ved mere.

- Han er ikke en piveskid, så når han har ondt, gør det rigtig ondt, siger Brian Holm.

Schweiz Rundt kører videre uden Asgreen og slutter på søndag.

I næste uge bød den oprindelige plan på de danske mesterskaber, men med gårsdagens styrt er det uvist, om Kasper Asgreen stiller til start ved DM i Aalborg.

- Sådan er det med cykling. Nogle gange styrter man, og det kan man ikke gøre noget ved. Kasper elsker at køre DM, men det er ikke sikkert, at han kan det, og sådan er gamet, siger Brian Holm.

i 2021 var Kasper Asgreen for tredje gang i træk Danmarks hurtigste enkeltstartsrytter, (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

Det kunne være værre

Selv hvis Kasper Asgreen skulle misse de to DM-løb i næste uge, behøver det ikke at være katastrofalt, vurderer Brian Nygaard, der er DR Sportens cykelekspert.

- Cykelryttere er nogle hårde karle, der altid vil køre, men det kan også være at presse citronen for meget på det her tidspunkt så tæt på Touren.

- Hvis skaderne heler fint, tror jeg ikke, at det er faretruende i forhold til Tour de France. Der skal ske rigtig meget, hvis ikke Kasper Asgreen skal stille til start om to uger.

Ifølge Brian Nygaard havde situationen været langt værre, hvis det var sket endnu tættere på Touren. De sidste dage frem mod så stort et sæsonmål, som Tour de France er, handler om restitution, og et styrt her ville være mere faretruende.

- Den form, som Asgreen skal gøre brug af i Touren, har han brugt det meste af foråret på at bygge op. Hjemmearbejdet er gjort, så det er ikke formen, der kommer til at stå i vejen.

- Generelt ved vi med Kasper Asgreen, at han er enormt god til at ramme sine mål. De næste uger skal omlægges, men han mister ikke sin form, siger Brian Nygaard.

Den første af etape af årets Tour de France køres fredag den 1. juli.

På den 13,2 kilometerlange enkeltstart i København bliver der kørt om retten til at bære årets første gule førertrøje i Touren.