Bjergrigt Tour de France i vente: ´Det bliver svært for Fuglsang´

Tour de France 2019 byder på 30 bjerge og fem afslutninger opad. Cykelekspert Dan Frost tror, at Fuglsang får svært ved at nå et topresultat.

Jakob Fuglsang får svært ved at levere et topresultat i næste års Tour de France ifølge cykelekspert Dan Frost. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Når Tour de France 2019 ruller over skærmen, så er der masser at glæde sig til, hvis man elsker at se feltet folde sig ud i de store bjerge.

I dag blev sommerens Tour-rute nemlig præsenteret som ”den højeste nogensinde”, og med 30 bjerge, som skal forceres, og fem afslutninger på toppen af et bjerg er der godt med muligheder for klassementsfolkene til at røre på sig.

Det bedste bud på en dansk klassementsrytter vil igen i 2019 være Jakob Fuglsang. I årets Tour de France forsøgte han at køre sig på podiet, men endte som nummer 12. Går Fuglsang igen efter podiet næste sommer, så tror cykelekspert Dan Frost dog, at danskeren endnu engang bliver skuffet.

- Jeg tror, at det bliver svært for Jakob at havne på podiet på den her Tour, så han burde hellere gå efter etapesejre.

- Jeg tror, at ruten er for hård til ham med alle de bjerge. Selvom det selvfølgelig er det, han godt kan lide, så tror jeg, at der er andre, der er meget mere skarpe, når det kommer til afslutningerne opad. Dem er der fem af, siger Dan Frost, der peger på Team Sky som de vanlige favoritter til den samlede sejr.

God mulighed for danske etapesejre

Danske etapesejre har ellers ikke hængt på træerne i de sidste mange udgaver af Tour de France, men i årets Tour kom der endelig hul på bylden, da Astana-rytteren Magnus Cort kom først på 15.etape.

Kigger man på Tour-ruten 2019, så burde en gentagelse af den succes være mere end mulig ifølge Dan Frost.

- Jeg tror, at der bliver rig mulighed for, at etaper kan blive vundet af ryttere som de danske. Etaper som kan blive afgjort i udbrud, ligesom vi så i 2018, hvor Magnus Cort sejrede fra et udbrud. Det er sådan nogle etaper, som danskerne skal gå efter.

- Vi har ryttere som Magnus Cort, Michael Valgren og Søren Kragh Andersen, der alle var med i 2018, og de kan så sandelig godt gå hen og vinde etaper, hvis de er med til næste år,

Den 106. udgave af Tour de France strækker sig over 3460 kilometer og indledes 6. juli i Belgien.

Facebook
Twitter