Brækket finger driller Cort på sadlen: 'Mavemusklerne er værst første og anden time'

Magnus Corts styrt tidligere under Touren har rykket danskerens balance på cyklen.

Mens det gibbede i sprinterstængerne for at ramme målområdet ved Chalon-sur-Saône under dagens 7. etape, var det for langt størstedelen af Tour-feltet, danske Magnus Cort inklusiv, én af de dage, som egentlig bare skulle overstås.

Og det blev den.

- Det var en langgaber - størstedelen af den. Selvfølgelig var det stressende til sidst, det er det altid, fortæller den danske Astana-rytter efter etapen, hvor to franskmænd, Yoann Offredo (Wanty) og Stéphane Rossetto (Cofidis), drog tidligt på tog, men forventeligt blev spist af sprinterholdene, da duften af 'la flamme rouge' (étkilometerporten, red.) nærmede sig i horisonten.

Selvom Magnus Cort havde en stille dag på kontoret, måtte den 26-årige bornholmer stadigvæk koncentrere sig om noget så simpelt som at køre på cykel. Under 4. etape i tirsdags styrtede Astana-rytteren og brækkede lillefingeren på venstre hånd.

- Det går udmærket. Jeg er ved at lære, hvordan jeg skal holde på styret for at gøre det bedst muligt. Så længe jeg får lov til at træde, er det fint nok, men skal jeg sidde inde i feltet og køre nedkørsler, har jeg det lidt sværere, lyder det fra Cort.

Lillefingeren gør, at danskeren må holde lidt anderledes på styret, end han normalt ville gøre.

- Nu har jeg tre fingre, jeg kan bruge. To at bremse med og én til at holde fast. Så har jeg nogenlunde greb, når der er bump på vejen. Er der for mange bump, gør det ondt. Så vil jeg helst fjerne hånden helt, men det går selvfølgelig ikke, hvis der skal bremses, griner Magnus Cort.

Så længe ruten, som under dagens etape, bare drøner derudad på lige landevej, oplever Cort ikke de store udfordringer med fingeren.

- Det er egentlig værre i maveregionen, fordi jeg sidder lidt skævt for at afbalancere. Det kan jeg godt mærke i ryggen og mavemusklerne. Det har jeg kunnet mærke de sidste par dage, men det er egentlig kun de første timer, til kroppen bliver stille og roligt varm. Arh, ryggen bliver ved, men mavemusklerne er værst den første og den anden time, fortæller Astana-danskeren.

Du kan se et referat af 7. etape i videoen herunder.

Facebook
Twitter