Brian Holm glæder sig over dansk Tour-start: ’Jeg kan stadig huske mit første Tour de France’

Den tidligere professionelle cykelrytter mener, at Tour-starten vil give dansk cykling et boost.

Sportsdirektør hos Quick-Step Brian Holm er glad for, at danskerne får mulighed for at opleve Tour de France. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Når man taler om cykling i Danmark, så kan man ikke komme uden om Brian Holm. Efter rigtig mange år i cykelverdenen både som tidligere professionel cykelrytter og nu sportsdirektør hos et af de bedste cykelhold i verden, Quick-Step, er han en mand med fingeren på pulsen.

Selv om han har oplevet mange ting i sin karriere, så er det alligevel noget særligt, at Tour de France med al sandsynlighed skal begynde i Danmark 2021, og det glæder ham, især på publikums vegne.

- Jeg kan selv huske mit første Tour de France, som var i 1976. Det var en meget stor oplevelse, og det er jeg rigtig glad for, at danskere også kan få lov til at opleve, siger han.

Tour-start vil gavne talentarbejdet

Men det er ikke kun publikum, der får en meget stor gevinst ud af, at Danmark formentlig skal lægge grund til verdens største cykelløb i 2021. Brian Holm mener, det er en glædelig nyhed for alle i dansk cykling.

- Det er et kæmpe skulderklap til Danmarks Cykle Union, for det bliver et rigtig flot arrangement. Derudover kommer det også til at

gavne
amatørarbejdet i Danmark, og det er kun godt.

- Det vil give dansk cykling et boost og især omkring unge

ryttere
. Man kan håbe, at flere begynder at cykle, siger Brian Holm.

Brian Holm i sit virke som sportsdirektør her ved Catalonien Rundt i 2015. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Vellykket VM er afgørende

En af grundene til, at Danmark højest sandsynligt skal agere startland for Touren i 2021, skal findes tilbage i 2011. Her lagde Danmark veje til

VM
i cykling, hvilket der bliver set tilbage på med positive øjne. Det har bestemt været med til at bane vejen for at få Tour de France til Danmark.

- Mine udenlandske bekendtskaber i cykelsporten taler stadig om

VM
i Danmark i 2011. Alle er enige om, at det var et af de bedste
mesterskaber
nogensinde, og det bliver man bestemt stolt af, siger Brian Holm.

Men det er ikke hele historien. Han tillægger også to herrer i dansk cykling stor betydning, og her skal vi endnu længere tilbage.

- Det her er også et kæmpe skulderklap til Bjarne Riis og Rolf Sørensen. De har begge været med til at gøre dansk cykling kæmpe stor, når man kigger tilbage på det, de har præsteret, siger han.