Brian Holm hyggede sig på kedelig etape: 'Vi fik spist en masse baguettes'

Der blev hygget i Quick-Step-bilen på fredagens etape af Tour de France.

Syvende etape af årets Tour de France er næppe én, der går over i historien.

Det virkede aftalt på forhånd, at rytterne skulle bruge de 231 kilometer fra Bougères til Chartres på at hvile stængerne og spare kræfter til de kommende dages strabadser.

Og det var ikke kun rytterne, der fik slappet af undervejs. I Quick-Step-bilen var der også en yderst afslappet stemning.

- Når der ikke er nogen, der skal nogle vegne, så sidder man og hygger sig. Vi har rigeligt mad i bilen, så vi fik spist en masse baguettes, siger en grinende Brian Holm og fortsætter:

- Men når vi ikke kører så hurtigt, så er der jo masser at se på for tilskuerne på vejen.

Ingen vind - ingen fest

Det blæser ofte kraftigt i området omkring Chartres, men det var ikke tilfældet fredag eftermiddag.

Derudover var der ikke de vilde point at køre om, og det var også én af årsagerne til, at det blev så udramatisk, fortæller Brian Holm.

- Der var ikke bakkespurter og ikke ret meget at køre efter. De ryttere, der stak af, de fortrød hurtigt og hang til tørre, som man siger. Vi havde sagt fra morgenstunden, at hvis der ikke var sidevinden, så ville det blive en lang, lang dag på kontoret, og det blev det.

Og netop sidevinden kan blive afgørende for, om lørdagens etape bliver endnu en langgaber.

- Hvis vinden er rigtig igen i morgen, så er der fest, men ellers kan det godt blive rigtig kedeligt, slutter Brian Holm.

Fredagens etape endte som forventet i en massespurt, som Dylan Groenewegen noget overraskende vandt foran snuden på Fernando Gaviria.

Facebook
Twitter