Brian Holm slår fast: 'Selvfølgelig forsvarer vi trøjen'

Fernando Gaviria skal køre så længe som muligt i den gule førertrøje, siger sportsdirektør Brian Holm.

Fernando Gaviria kunne efter 1. etape trække den gule førertrøje over den blå trikot fra Quick-Step. (Foto: PHILIPPE LOPEZ © Ritzau Scanpix)

Med Fernando Garivias etapesejr i lørdagens Tour de France-åbning er det stjernebesatte Quick-Step-hold oppe på hele 48 triumfer i denne sæson.

Men selv for så sejrsvant et mandskab er det noget særligt at have den gule førertrøje i Touren, og holdet vil gøre alt for at forsvare den, siger sportsdirektør Brian Holm.

Se, hvordan det gik på 1. etape.

- For rytteren selv betyder trøjen jo alt. Og ja, vi vil forsvare den. Når folk siger, at de ikke vil forsvare trøjen, er det noget pladder. Eksponeringen for vores sponsorer vil jo være guld værd, siger Brian Holm.

Søndagens etape er flad og slutter formentlig med en ny massespurt. Hvis colombianeren stadig bærer den eftertragtede trøje derefter, venter der noget af en styrkeprøve i holdtidskørslen på mandag.

- Det bliver svært, når vi ser Sky, BMC og så videre. Men vi vil prøve at forsvare os. Trøjen giver sikkert også holdet vinger, siger Brian Holm.

- Selvfølgelig er der større chancer for, at vi ikke har den bagefter, men når vi har en trøje, så forsvarer vi den. Det gør vi altid. Det viser respekt for cykelløbet, at man forsvarer en trøje så lang tid som muligt, siger Holm.

/ritzau/

Facebook
Twitter