Chris Froome: ’Fuglsang er kandidat til at vinde Tour de France’

Den firedobbelte Tour de France-vinder ser danske Fuglsang som en af sine hovedkonkurrenter.

På lørdag begynder verdens største cykelløb. Alles øjne vil være rettet mod en lille landsby i Loire-dalen i Frankrig, når Tour de France-feltet triller ud på de første af 189 kilometer af i alt 3.329, der skal forceres i løbet af tre ugers tid.

Som sædvanligt i disse år hedder den altoverskyggende favorit til Tour de France-sejren Chris Froome igen denne gang. Den 33-årige brite har vundet løbet fire gange før – inklusiv de tre seneste år – og han kommer til Frankrig med selvtillid fra den samlede sejr i Giro d’Italia i maj.

Blandt udfordrerne til Chris Froomes tunge dominans i Touren finder vi danske Jakob Fuglsang. Silkeborgenseren har i årevis ageret hjælperytter i løbet, og da han sidste år fik kaptajnrollen hos Astana, satte et styrt en stopper for succesen.

Men selvom Fuglsangs bedste Tour de France-resultat er en syvendeplads i 2013, betragter Chris Froome danskeren som en af de ryttere, han selv skal kæmpe med om den samlede sejr.

- Jeg synes, at Jakob Fuglsang ofte flyver lidt under radaren som en potentiel kandidat til at vinde en ’Grand Tour’, men det betyder ikke, at man skal undervurdere ham. Han vandt Critérium du Dauphiné sidste år, og han ser ud til at være i god form, så jeg tror bestemt, at han er en af de store Tour-kandidater i år, siger Chris Froome til DR.

Jakob Fuglsang får hos Astana følge af de tre danskere Magnus Cort, Jesper Hansen og Michael Valgren, mens Team Sunweb har udtaget Søren Kragh-Andersen. Dermed deltager fem danskere i Tour de France i år.

Ikke siden Bjarne Riis’ samlede sejr i 1996 er en dansk rytter sluttet på podiet i Paris.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk