Cort kritiserer taktikken: 'Det gik ikke så godt'

Magnus Cort var ikke tilfreds med dagens 20. plads, og han vil køre finalen i Paris efter sin egen taktik.

Danske Magnus Cort var udset til at spille en rolle, da dagens etape skulle afgøres i en massespurt i målbyen Pau.

Men den danske Astana-rytter blev skuffende nummer 20, og han er uforstående over for holdets taktik på etapen.

- Jamen, det gik ikke så godt. Jeg havde fået besked på, at jeg skulle bruge rigtig mange kræfter på de sidste 10 kilometer for at sidde fremme hele tiden. Det mente de (holdets ledelse, red.), var det rigtige, men det var det ikke.

- Jeg var eksploderet, da vi ramte 1.000 meter.

Efter den skuffelse skal det være slut med taktiske eksperimenter, når løbet skal afsluttes med den traditionelle sprint i Paris på søndag.

- Jeg vil gå tilbage til, sådan som jeg plejer at køre, når vi kommer til Champs-Elysées.

Se interviewet med Magnus Cort øverst i artiklen.

Facebook
Twitter