Da Jonas snappede efter vejret, snappede hele Danmark med

Ifølge hjerneforsker har danskerne simuleret Jonas Vingegaards følelser gennem Touren.

Grafik: Diede Linnet Van De Mosselaar (Foto: © Thomas Samson/AFP/Ritzau Scanpix)

En tåre i øjenkrogen, hiven efter vejret og en følelse af lykke.

Søndag trådte Jonas Vingegaard op på podiet i Paris og lod sig hylde som samlet vinder af Tour de France.

Både på Champs-Élysées og i flimmerkassen herhjemme fulgte danskerne med, da landets kæmpestjerne på 60 kilo blev hyldet af hele cykelverdenen.

Er man blevet følelsesmæssigt påvirket af Vingegaard i dette års Tour, er det ikke så underligt. Det fortæller Jon Sigurd Wegener, der er hjerneforsker og underviser på Copenhagen Business School (CBS).

- Han er jo en repræsentant for os alle sammen. Vores mester, vores helt, som vi alle kan centrere os omkring, siger Jon Sigurd Wegener.

Forklaringen på, hvorfor Jonas Vingegaard løber med vores opmærksomhed for tiden, er helt naturlig. Det ligger rodfæstet i os.

- Både dyr og mennesker vil gerne give meget opmærksomhed til dem, der er bedre. Aber har samme tendens til at kigge ekstra meget på den dominerende han. I den her kontekst er Vingegaard vores dominerende han, siger hjerneforskeren.

Jonas Vingegaard på vej på podiet med sin datter, Frida. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Hans fysiske formåen får os, ifølge Jon Sigurd Wegener, til at 'underkaste os' Jonas Vingegaards overmagt.

- Vi erkender alle, at han er bedre end os andre, og så er han ovenikøbet en repræsentant for os, da han er fra Danmark, siger han.

Vi kopierer Vingegaards følelser

Når først vi er faldet for Vingegaard, gør vi, hvad vi kan for at føle som Tour-vinderen, når han træder op på podiet.

- Vi mennesker er virkelig gode til at simulere andre menneskers følelser. Vi føler noget af den følelse, som vi tror, Jonas har, når han står på podiet, siger hjerneforskeren.

Så når først den danske Jumbo-Visma-rytter smider mundbindet og lader smilet brede sig på boulevarden i den franske hovedstad, smiler vi med herhjemme.

- Vi deler hans eufori. Hvis man kunne måle hans og vores hjerneaktivitet, ville man se, at det nærmest er en kopi. Vores hjerneaktivitet vil ligne hans. Det er grundlaget for empati, siger Jon Sigurd Wegener.

Den danske Tour-vinder skulle lige have styr på sin vejrtrækning under podieceremonien, inden smilet kunne bryde frem. (Foto: © GUILLAUME HORCAJUELO, Ritzau Scanpix)

Ifølge hjerneforskeren er simuleringen helt grundlæggende for, hvordan vi mennesker, som de flokdyr vi er, bærer os ad.

Så når den danske Tour-vinder hiver efter vejret en ekstra gang på podiet for lige at fatte, hvad det er, han har bedrevet, bliver vejrtrækningen hjemme i stuen også påvirket.

- Alt andet lige vil vi også foretage en relativt dybere indånding, mens vi ser det. Så meget er vi med ham.

- Der er selvfølgelig individuelle forskelle, men hos de personer, der virkelig er optaget af løbet, vil simulationen være god, siger Jon Sigurd Wegener.

En tråd tilbage til EM-kampen mod Finland

Den nationale fællesskabsfølelse, der har blomstret under dette års Tour de France, er ikke ukendt for hr. og fru Danmark.

For godt et år siden rykkede danskerne sammen i bussen, da fodboldfesten under EM blev punkteret i Parken mod Finland.

- Vi har for nyligt oplevet noget lignende, hvor det er en enkelt person, der bliver fremhævet som vores store helt. Normalt er idealiseringen i fodbold fordelt på et helt hold, men der skete et markant skifte med Christian Eriksen.

Derfor vil reaktionerne også ligne hinanden, når fodboldspilleren scorer, eller cykelrytteren vinder i bjergene.

- Nogle af de psykologiske mekanismer vil være de samme, som vi så med Christian Eriksen. Da han faldt om i Parken, gjorde det fysisk ondt på os at se det. Da Jonas Vingegaard var ved at styrte på nedkørslen, mærkede vi ubehaget, forklarer Jon Sigurd Wegener.

I det 10. spilminut i Danmarks efterfølgende EM-gruppekamp mod Belgien blev spillet stoppet, så folk med klapsalver og bannere kunne vise støtte til Danmarks nummer 10 efter hans hjertestop. (Foto: © STUART FRANKLIN, Ritzau Scanpix)

Vores bånd til de to stjerner kan være forstærket yderligere af den måde, hvorpå de to agerer. To rolige herrer, der ikke er for langt fremme i skoene.

- Det lyder lidt kritisk, men janteloven er noget, der kendetegner os i Skandinavien. Vi har en særlig antipati mod nogen, der er lidt for glade for sig selv. Den mindste form for arrogance bliver dømt meget hårdt.

- Vi priser ydmyghed, og at Vingegaard er villig til at lade sine holdkammerater vinde en etape foran ham, særligt højt. Han har så meget overskud og er så meget en alfahan, at han ovenikøbet deler ud af sin succes.

- Mange ville skrabe så meget succes til sig som overhovedet muligt, men han har så meget mådehold og kærlighed til sit hold og erkender, at det ikke bare er ham, der har vundet. Det er så overlegent, siger Jon Sigurd Wegener.

På onsdag bliver Jonas Vingegaard hyldet på Rådhuspladsen i København fra klokken 13.00.