DAGENS ETAPE Et terræn uden for kategori: Mytiske Alpe d’Huez skal bestiges

Med tre stigninger uden for kategori rammer rytterne det bedste bud på Alpernes kongeetape i Tour de France.

Hvad er det hårdeste, man kan udsætte cykelryttere for? Et meget godt bud er, hvad torsdagens etape byder på. Det går bare op, op og op. Hele tre bjerge uden for kategori.

Og det er ikke stigninger, som er ukendte for nogen. Col de la Madeleine, Col de la Croix de Fer og Alpe d’Huez. Det er alle bjerge, som har spillet en eller anden form for rolle i Tour de France-historien.

Etapen er 175 kilometer lang og indeholder udover de tre store også en enkelt kategori to-stigning.

Det er faktisk kun den anden gang siden 2002, at løbsledelsen præsenterer en etape, der indeholder tre bjerge i den hårdeste kategori samt en kategori to-stigning.

Her er etapeprofilen for den 12. etape i Tour de France med tre historiske bjerge.

Først og fremmest er det selvfølgelig en etape for klassementsrytterne, og hvis Team Sky ønsker at banke de sidste søm i konkurrenternes kiste, så er ruten som skabt til det.

Alpe d’Huez er nemlig en stigning, hvor Tour de France flere gange er reelt set er blevet afgjort. Helt tilbage i 1952 erobrede Fausto Coppi den gule trøje på stigningen, og eksempelvis i 2008 var det Team CSC-Saxo Banks Carlos Sastre, som gjorde præcis det samme.

Spørgsmålet er, om Alpe d’Huez er et så ikonisk sted at vinde, at Team ikke vil lade et udbrud slippe afsted med etapesejren. Hvis det er tilfældet, så kan det hurtigt blive en ren overlevelsesdag for mange af feltets ryttere.

Alle cykelryttere drømmer dog om at vinde på stigningen med de 21 hårnålesving. Det betyder, at aktiviteten om at komme med i det afgørende udbrud formentlig vil vare helt hen til foden af Col de la Madeleine efter omkring 25 kilometer.

Alpe d'Huez er klart hårdest i bunden, men har en generel hård stigningsprocent på 8,1 procent.

Flere klassementsryttere tabte afgørende minutter, så måske vil de også prøve at snige sig afsted fra morgenstunden for at lægge pres på uovervindelige Team Sky.

Onsdag måtte Mark Cavendish, Marcel Kittel og Mark Renshaw stille cyklen i skabet, da de faldt for tidsgrænsen. Torsdag bliver endnu en hård kamp for de tungeste sprintere for at nå i mål inden grænsen.

Du kan følge etapen i både Touren på P3 og på dr.dk/sporten. Den kan også ses i fjernsynet på TV 2 og Eurosport. Hvis du ønsker at følge op på hele dagen med alle højdepunkter og de vigtigste reaktioner, så er der AftenTour til dig på DR1 klokken 21.00.

Facebook
Twitter