DAGENS ETAPE Mørkøv og Asgreen skal i arbejdstøjet på halv hviledag

11. etape er på papiret en af de letteste i årets Tour de France. Hvis ikke vejret spiller med musklerne, bliver det hele afgjort i en sprint.

Michael Mørkøv kan se frem til endnu en dag, hvor han skal trække udbrydere tilbage til feltet (Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix) (Foto: Claus Bonnerup © Scanpix)

Rytterne får en blød etape at komme i gang på efter hviledagen. Strabadserne er ganske enkelt til at overse på 11. etape.

Ruten går fra Albi til Toulouse, og den eneste reelle udfordring er en kategori 3-stigning. Men den ligger så tidligt på etapen, at den ikke bliver afgørende for udfaldet, og ser man bort fra stigningen er etapen nærmest helt flad.

Det er guf for sprinterholdene. Michael Mørkøv og Kasper Asgreen skal i arbejdstøjet, mens stort set alle andre i feltet kan tage sig en halv hviledag i sadlen.

De to danske Deceuninck-Quick Step-ryttere kommer med al sandsynlighed til at skulle trække en gruppe udbrydere hjem fra nogle af de hold, der endnu ikke har været ude og få tv-tid på næsen. For eksempel nogle af de mindre franske hold, en Wanty- og en Total Direct Energi-rytter kunne være gode bud.

Men med mindre vejret spiller med musklerne og driller med sidevind, som man så på 10. etape, vil udbryderne blive hentet i sikker afstand fra målstregen i Toulouse.

Mørkøv og Asgreens italienske holdkammerat Elia Viviani er en af favoritterne, sammen med Jumbo-rytterne Wout van Aert og Dylan Groenewegen.

Facebook
Twitter