DAGENS ETAPE Mørkøv og Quick-Step lurer på et hattrick i etapesejre

Det ligner en klassisk sprinteretape, når Tour-feltet i dag skifter bjergene ud med flad vej for en stund.

Rytterne i årets Tour-felt kan se frem til en dag, hvor de får lidt tid til at pleje bjerg-tømmermændene, som helt sikkert sidder tungt i benene efter 6. etapes pinsler.

Fra Belfort skal feltet bevæge sig 230 kilometer, før de rammer målstregen i Chalon-Sur-Saône.

Og sammenlignet med strabadserne i går, kommer de tre kategoriserede stigninger på dagens etape formentlig til at føles som en tur over Valby Bakke.

Etapen i dag er ikke flad som en pandekage, men i Tour de France-sammenhæng er den tæt på.

Mørkøv og Asgreen kan få hovedroller

Selvom der er tre kategoriserede stigninger på etapen i dag, så peger alt stadigvæk på, at etapevinderen skal findes i en regulær massespurt.

Alle tre stigninger ligger på den første halvdel af etapen, så selv hvis et udbrud skulle komme afsted, er der god tid til at køre dem ind for sprinterholdene - en opgave, som Kasper Asgreen sandsynligvis vil tage aktiv del i.

Også Michael Mørkøv får en vigtig rolle, når feltet formentlig kommer samlet til mål. Som den centrale mand i Quick-Steps lead-out-tog skal Mørkøv sørge for at få afleveret Elia Viviani i så god en position, at italieneren kan gentage sucessen fra 4. etape, hvor han vandt.

Udover Elia Viviani skal man nok også holde øje med den grønne trøje, når spurten går løs. Peter Sagan har set stærkt ud i årets løb og vandt en flot sejr på 5. etape i Colmar.

Og så må folk som Dylan Gronewegen og Caleb Ewan efterhånden være godt sultne efter nogle skuffende resultater på de første etaper.

En tiltrængt slapper

For de øvrige danske ryttere i feltet venter der en stille dag på kontoret, hvor kroppen kan få lov til at restituere frem mod de kommende etaper.

Og det hilser Mads Würtz Schmidt velkommen med åbne arme.

- Man får da ondt i benene af at køre opad på den her måde. Så i morgen bliver det en noget lettere etape med massespurt, og så ser weekenden spændende ud for mig, sagde han efter at være kommet i mål i går.

Og podiekandidaten Jakob Fuglsang kan bruge dagens flade etape på at se tilbage på en etape i går, hvor han sad fint med, da favoritterne åbnede op på den sidste stigning.

- Afslutningen var rigtig led. Især på grund af gruset, men også, fordi de sidste 200 meter gik lige op i himlen. Men jeg synes, det gik godt, og jeg havde ingen problemer på sidste halvdel af etapen, sagde han efter etapen på La Planche Des Belles Filles i går.

Facebook
Twitter