DAGENS ETAPE Sidste brag i bjergene er ultrakort: Touren eksploderer på Val Thorens

Der venter en forkortet etape i Tour de France, når rytterne krydser det sidste bjerg i dette års udgave.

Egan Bernal, Geraint Thomas og Julian Alaphilippe er lige nu på podiet, men bliver det også sådan i Paris? (Foto: Yoan Valat © Scanpix)

Hvis der ellers er mere energi tilbage i de hårdt kæmpende Tour de France-ryttere, så skal det hele skydes af på 20. etapes 59 kilometer. Det lyder ikke af meget, men det bliver formentlig en stor kamp samtlige kilometer.

Etapen var ellers planlagt til at være 126 kilometer med tre kategoriserede stigninger, men på grund af meldinger om uvejr og flere mudderskred på ruten, så er to af stigningerne blevet skåret fra.

Det drejer som om den knap 20 kilometer lange stigning Cormet de Roselend, der ellers tidligere har været brugt som affyringsrampe.

(Foto: Letour © Letour)

Se den forkortede profil for 20. etape af årets Tour de France.

Og så er den mindre Cote de Longefoy også fjernet. Med sine 6,6 kilometer ville den næppe være afgørende, men den ville helt sikkert få en indflydelse.

Nu er det hele så i stedet op til Val Thorens – men den er i høj grad også klar til opgaven.

Mere ski end Tour

Skræmmende 33,4 kilometers kørsel op mod skyerne er, hvad der venter feltet, og selvom den gennemsnitlige stigningsprocent på 5,5 ikke hører til blandt de hårdeste, så er der stadig en del punkter på mellem otte og ti procent.

Og med sin samlede længde lagt sammen med, at rytterne igen skal over den magiske grænse på 2.000 meter, så vil det uden tvivl gøre ondt i benene på alle ryttere.

(Foto: Letour © Letour)

Profilen for den sidste afgørende stigning i Tour de France.

Val Thorens er dog langt mere kendt som et skisportssted, end det er kendt for noget i Tour de France. Kun en enkelt gang tidligere er stigningen blevet benyttet i Tour-sammenhæng, og det er 25 år siden.

På 17. etape i 1994 var løbet allerede afgjort. Miguel Indurain var for fjerde år i træk i kontrol. Derfor fik Val Thorens heller ikke den samme indflydelse på resultatet, som den kan få i dag.

I stedet var det colombianske Nelson Rodriguez, som brød samtlige etiske cykelregler ved at sidde på hjul af Piotr Ugromov på hele stigningen, inden han overspurtede ham på de sidste meter.

Bliver der colombiansk fest på toppen af bjerget?

Det er svært at komme udenom, at alle pile peger mod, at Egan Bernal vinder Tour de France nu. Han har næsten et helt minut ned til Julian Alaphilippe på andenpladsen.

Geriant Thomas gjorde i går opmærksom på, at han har tænkt sig at køre for colombianeren på dagens etape, så de kan vinde løbet samlet. Men som man allerede har set en del gange i årets Tour, så kan alt ske på meget kort tid.

Man må formode, at ryttere som Steven Kruijswijk og Emanuel Buchmann vil forsøge at jagte en podieplads. Den nemmeste vej dertil er at prøve at komme af med Julian Alaphilippe hurtigt på etapen. Formentligt vil Movistar heller ikke sidde stille på cyklen.

Se højdepunkterne fra den kaotiske etape i går.

Med det i tankerne er det svært at forestille sig, at et udbrud vil nå at få et stort nok hul på de første 25 halvflade kilometer. Derfor bliver det formentlig ikke bare en kamp mellem favoritterne for den samlede sejr, men også om etapesejren.

En lille sidste ting, der er værd at holde øje med, er kampen om bjergtrøjen. Der er 40 point på toppen af Val Thorens, og Romain Bardet er i førersædet til at vinde trøjen.

Men ryttere som Simon Yates, Nairo Quintana og Egan Bernal er kun 28 point fra Bardet, så skulle de komme først over stregen, og Bardet ikke kommer i top seks, så er den altså ikke franskmandens.