Dansk cykeldarling jubler over det nye Tour de France for kvinder: 'Det er noget, jeg skal fortælle mine børnebørn'

Fra næste år skal der køres Tour de France for kvinder, og det er lige, hvad kvindecykling har brug for, mener Cecilie Uttrup Ludwig.

Cecilie Uttrup Ludwig er begejstret over udsigten til at køre Tour de France næste år. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

Det var ikke kun udsigten til Grand Départ i København og tre dage på dansk grund i mændenes Tour de France, der vækkede glæde i cykeldanmark, da ruten for 2022-udgaven torsdag blev præsenteret.

Et helt nyt Tour de France for kvinder blev nemlig også lanceret, hvor rytterne skal ud på otte etaper og godt 1000 kilometer med start i Paris og afslutning på modbydelige La Super Planche des Belles Filles.

Fra 1984-1989 havde kvinderne en pendant til mændenes Tour de France, men siden har det været endagsløbet La Course by Le Tour, der har været det tætteste, kvinderne kom på at køre Tour de France. Et løb som i øvrigt kun har eksisteret siden 2014.

Ruten for kvindernes Tour de France 2022 strækker sig over 8 etaper og godt og vel 1000 kilometer. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

Men nu får kvinderne altså muligheden for at køre verdens største etapeløb og det glæder den danske bjergged Cecilie Uttrup Ludwig.

- Det er jo kæmpestort. Tour de France er bare Tour de France. Min bedstemor kender det. Alle kender det. Hver gang, jeg fortæller, at jeg cykler, så spørger folk, om jeg kører Tour de France. Og NU kan jeg sige, at det gør jeg.

- Det der med at kunne battle for den gule trøje, som er så ikonisk, det glæder jeg mig vildt til. Det er noget, jeg skal fortælle mine børn og børnebørn. At jeg var blandt de første kvinder, der kørte Tour de France, siger en tydeligt begejstret Cecilie Uttrup Ludwig til DR Sporten.

Kæmpe betydning for kvindecykling

Cecilie Uttrup Ludwig har længe efterlyst, at kvindecykling fik noget mere eksponering, og med lanceringen af det nye Tour de France kan kvindecykling meget vel tage et kæmpe skridt i den rigtige retning.

Løbet vil blive sendt i 170 lande, og sammenlignet med mændenes 190 er det altså "kun" en forskel på 20 lande.

- I dag er en stor dag for kvindecykling. Det, kvindecykling mangler, er at få eksponering og komme ud i stuerne, og det er det, vi får nu. Vi får otte dage, og det bliver storslået.

- Tour de France er jo et kæmpe brand. Det er en kæmpe scene, og det bliver stort for os. Vi glæder os utrolig meget, og der er sat et stort, fedt kryds i kalenderen. Så jeg smiler og er glad, slutter Cecilie Uttrup Ludwig.

Danskeren blev nummer to ved sidste års La Course by Tour de France, mens hun i 2019 blev nummer tre og har altså vist, at hun kan præstere i de franske højdemeter.

Kvindernes første udgave af det nye Tour de France køres fra den 24.-31. juli - altså i forlængelse af mændenes.

FacebookTwitter