Debutanterne redder oplevelsen: Her er vurderingen af danskernes Tour-præstation

Tour de France er ovre, men hvordan gik det egentlig danskerne? Det ser DR Sportens cykelekspert Dan Frost nærmere på.

(Foto: CHRISTIAN HARTMANN & JEFF PACHOUD)

Rekordmange danskere var til start ved årets Tour de France, men hvad er konklusionen egentlig på deres præstation?

Man kan aldrig forvente en etapesejr, men forhåbningen om et stort dansk resultat både på en etape og samlet var bestemt til stede.

Anført af Jakob Fuglsang lå der en drøm om en podieplads i Paris, og med specialister som Michael Valgren og Søren Kragh Andersen med frie roller på deres respektive hold var der som udgangspunkt fremragende kort på hånden til at hente etapesejre.

De danske stjerner løb dog ind i sidevind, styrt, siddesår og til tider dårlige ben, men til gengæld var der andre danskere, som blomstrede op på den ene eller anden måde.

Det er derfor en meget blandet følelse, som DR Sportens cykelekspert Dan Frost sidder tilbage med, når han skal vurdere danskernes præstation.

Vi har bedt Dan Frost om at evaluere de danske præstationer.

Michael Valgren, Team Dimension Data – 02

Michael Valgren. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

Michael Valgren var i udbrud på en enkelt etape.

Jeg har været skuffet, og det har han selvfølgelig også selv. Det er sådan en efterfølger af, hvordan det er gået i den tidligere del af året. Det har ikke været noget stort år for ham. Han virker lidt lav på moralen efter det forår, der ikke har kørt hans retning.

Det er meget tæt på en dumpekarakter, og det har det generelt været for deres hold i løbet og hele sæsonen. Så Michael er ikke noget særtilfælde på deres hold.

Lars Bak, Team Dimension Data – 4

Lars Bak. (Foto: Jeff Pachoud © Scanpix)

Lars Bak har kørt sit sidste Tour de France.

Jeg havde egentlig ikke de store forventninger til Lars inden. Han er 39 år og feltets ældste rytter, så hvad kan man forvente? Flere år i karrieren kom han ikke med til Touren, selvom han faktisk havde været god nok, men fordi han kørte på et rigtig godt hold.

I år har det nok været lidt omvendt. Det hjælper lidt på det hele, at vi fik set ham i udbrud, men derudover var hans rolle i løbet at klare sig igennem det.

Jakob Fuglsang, Astana – 7 (udgik på 16. etape)

Jakob Fuglsang (i midten) efter sit styrt på 16 etape. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Scanpix)

Jakob Fuglsangs Tour de France vil desværre mest af alt blive husket for dette billede.

Jakobs præstation har været hæderlig efter mine betragtninger. Mine forventninger til ham har været mindre end pressens og hans egne. Jeg har ikke set, at han kunne ende på podiet som mange andre. Jeg har i lang tid sagt, at han skal begynde at køre efter etapesejre.

Han var selvfølgelig meget uheldig i årets Tour de France, men han kan ikke følge de bedste på de store etaper. Men jeg synes, at hans præstation var god, indtil han udgik af løbet.

Søren Kragh Andersen, Team Sunweb – 4 (udgik før 18. etape)

Søren Kragh Andersen. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Scanpix)

Søren Kragh Andersen gik efter et flot resultat på enkeltstarten, men gik i stå til sidst.

Han har været præget af et siddesår og andre problemer. Han var der ikke rigtig fra start af, og på nogle af de etaper, hvor han måske kunne lave noget, så har han også haft en hjælperolle for Michael Matthews.

Det har været lidt skuffende med ham. Det er selvfølgelig svært at levere, hvis man har smerter, men det var en af de ryttere, som man havde forventninger til før løbets start.

Mads Würtz Schmidt, Katusha – 7

Mads Würtz Schmidt forrest fører an i et udbrud i Touren. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Mads Würtz Schmidt var den mest angrebslystne dansker i årets Tour.

Han har overrasket mig. Jeg synes, at det er rigtig flot at komme ind som en debutant, hvor han har vist vovemod og kæmpet. Han har selvfølgelig også haft en stor frihed, men han har også grebet muligheden modsat nogle af de andre danskere.

Det virker til at være det hele omkring ham, som har spillet. Han er kommet med i udbrud, og selvom de bliver hentet, så har han ikke været bange for at kaste sig ud i det igen. Det er fedt, synes jeg. Det skal han have point for.

Kasper Asgreen, Deceuninck-Quick Step – 10

Kasper Asgreen tog flere gange føringen i feltet og satte tempoet. (Foto: Jeff Pachoud © Scanpix)

Kasper Asgreen blev set mest forrest i feltet.

Han er meget tæt på en topkarakter. Hvorfor får han ikke 12? Det får han ikke, fordi han ikke vinder den etape, hvor han kom så tæt på. Havde han vundet den, så havde det været et sublimt 12-tal.

Det har imponeret mig, hvor stærk han er. Og så er det også virkelig flot, at han formår at ramme udbruddet på den dag, hvor han faktisk får lov. Han bliver nummer to ud af et udbrud, hvor der sidder mange stjerner. Han er en kommende superstjerne.

Michael Mørkøv, Deceuninck-Quick Step – 7

Michael Mørkøv (Foto: Claus Bonnerup © Scanpix)

Der var stort set ikke en dag, uden at Michael Mørkøv havde en opgave.

Han har leveret, som man havde forventet. Han har haft en meget klar rolle, hvor han skulle hjælpe Elia Viviani til etapesejr, og det har han også gjort.

Han kunne godt have fået en højere karakter, hvis han kunne have hjulpet Viviani til en etapesejr mere, men han har ellers leveret ham flot flere gange. Og så så jeg gerne, at han havde holdt ud lidt længere på nogle af stigningerne for Julian Alaphilippe, som man eksempelvis så Viviani gøre.

Magnus Cort, Astana – 7

Magnus Cort i den lyseblå Astana-trøje. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

Magnus Cort sluttede Tour de France med at vise fremragende form.

Man må sige, at han har været igennem noget af en transformering. Han har jo tabt sig en del for at kunne hjælpe Fuglsang i bjergene. Det nåede han så ikke rigtigt at få brug for, men på de sidste to bjergetaper imponerede han så rigtig meget, hvor han kørte utrolig flot.

Det er også det, der i sidste ende giver ham en ret pæn karakter. Han har desværre ikke nået at få noget ud af det, og det er lidt synd. For han har ellers forsøgt.

Christopher Juul Jensen, Mitchelton-Scott - 4

Christopher Juul Jensen (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

Christopher Juul Jensen fejrer etapesejren til holdkammeraten på 17. etape.

Han kørte en rigtig god 17. etape forleden, hvor han spillede en vigtig rolle, for at holdkammeraten Matteo Trentin vandt etapen. Men ellers har man ikke set så meget til Chris Juul. De har været meget aktive i jagten efter etapesejre, og jeg kunne måske godt have ønsket, at han havde været mere med i det.

Jeg tænker, at det kunne lige så godt have været ham, som var med fremme til at kæmpe om etapesejre. Men holdet har klaret sig rigtig flot samlet set.