To dobbelte etapevindere samt Greipel udgår af Touren

Sprinterne Dylan Groenewegen, André Greipel og Fernando Gaviria er udgået af Tour de France.

Dylan Groenewegen (t.v.) og Andre Greipel udgik begge på torsdagens etape i Tour de France . / AFP PHOTO / Philippe LOPEZ / ALTERNATIVE CROP (Foto: PHILIPPE LOPEZ © Scanpix)

Sprinteren Dylan Groenewegen (LottoNL-Jumbo) er ude af årets Tour de France. Han udgik torsdag på 12. etape. Hollænderen vandt både 7. og 8. etape fredag og lørdag, før han styrtede på søndagens brostensetape og siden har haft nogle hårde dage i Alperne.

Dylan Groenewegen vandt i sidste års Tour de France den meget prestigefyldte 21. etape i Paris.

Lidt senere på torsdagens etape udgik også den tyske sprinter André Greipel (Lotto-Soudal) samt den colombianske sprinter Fernando Gaviria (Quick-Step).

Gaviria vandt 1. og 4. etape i årets Tour. Dermed er endnu en dobbelt etapevinder ude af det prestigefyldte franske etapeløb. Derudover udgik cykelrytteren Rick Zabel på 12. etape

Dermed blev Tour-feltet decimeret yderligere i kølvandet på nogle hårde dage med seje stigninger og høj varme i Alperne. I forvejen er også topsprinterne Marcel Kittel (Katusha-Alpecin) og Mark Cavendish (Dimension Data) udgået af løbet. De faldt onsdag for tidsgrænsen på 11. etape.

Også Michael Matthews (Sunweb), som vandt pointtrøjen sidste år, efter at Peter Sagan var blevet smidt ud af løbet, er ude af årets Tour. Michael Matthews udgik med sygdom før 5. etape.

Med alle de udgåede sprintere er Peter Sagan (Bora-Hansgrohe) storfavorit til at vinde den grønne pointtrøje i år.

/ritzau/

Facebook
Twitter