En sommerdag i helvede

9. etape byder ikke på stigninger, men alligevel har klassementsrytterne set frem til den med svedige håndflader og nervøsitet.

Tour-rytterne skal for første gang i årets løb prøve kræfter med brosten, når de søndag rammer 9. etape. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Når rytterne er færdige med dagens etape, vil de føle sig mere rystet igennem end en chokolademælk ved den lokale pølsevogn.

Der venter dem nemlig over 21 brostenskilometer på 9. etape.

Og det er nogle utroligt ujævne stykker, som skal forceres med over 40 kilometer i timen. Så når etapen er kørt færdig, er det noget, der vil sætte sine spor hos rytterne, fortæller cykelekspert Dan Frost.

-De vil få så mange stød op igennem kroppen, så selvfølgelig vil rytterne være ømme dagen efter. Selv ryttere, der er vant til at køre på brosten, vil være smadrede, siger han.

Det er da også noget af en omgang, rytterne skal ud på. I alt vil den flade asfalt blive afløst af det bumlende brostensunderlag hele 15 gange på etapen. Og det stiller store krav til rytternes koncentrationen, hvis de vil holde sig på cyklen.

Samtidig vil stykkerne med brosten også komme til at variere betragteligt. For det er bestemt ikke hver en sten, som brolæggeren har sat med elegance, fortæller Dan Frost.

-Nogle af brostensstykker er pæne nok. Men der er altså også nogle, som ligner, de er lagt med en møggreb, og de vil komme til at skabe ravage i feltet.

Og netop fordi de er så ujævne og svært fremkommelige, så er tilsyrede arme, ømme muskler og utallige rystelser i hele kroppen forbeholdt de ryttere, som slipper nådigst fra mødet med de franske brosten.

For de uheldige vil den stå på styrt, brækkede knogler, tidstab, og i værste fald med en tur i ambulancen eller i holdbilen som udgået. Præcis som det ses år efter år, når forårsklassikeren Paris – Roubaix køres på nogle af de samme brosten.

Positionskamp for de gode pladser

Men for at Touren ikke ender i en grøft i det nordfranske, eller at der sættes for meget tid til konkurrenterne, skal der kæmpes mellem holdene. For pavéstykkerne er smalle, og pladsen er alt for trang til at rumme dem alle på en gang.

-Der vil blive kæmpet mod hinanden for positionerne i feltet, og det skal holdene nok blive uvenner med hinanden over under vejs på etapen, siger Dan Frost.

Tour de France kan ikke vindes på den ene etape, men den kan sagtens tabes for en klassementsrytter, hvis holdet ikke sidder som det skal, eller hjælper ham ordentligt.

Derfor er det vigtigt, at hjælperyttere er gode til at kæmpe og slide, spidse albuerne, beskytte kaptajnen og gøre det hårde arbejde for dem, forklarer Dan Frost.

-Hjælperytterne skal kunne holde den høje maxhastighed hen over brostenene, samtidig med at de beskytter deres plads fremme i feltet og sørge for, at de andre hold ikke komme op bagfra og presser sig ind.

Brosten tidligere i Touren

Der har tidligere været brosten på Tourmenuen af flere omgange, men det er nok den regnvåde og begivenhedsrige 5. etape i 2014, som de fleste vil huske.

Her agerede Fuglsang hjælperytter af første rang og lagde hjørnestenen til Vincenzo Nibalis Tourtriumf, da de to i suveræn stil kørte de andre konkurrenter agter ud.

Forinden havde de regnvåde veje sat en stopper for Chris Froomes drøm om at genvinde Tour de France. Det skete efter hans styrt nummer to på etapen, og han måtte med store smerter hoppe ind på bagsædet af Sky-bilen, mens han cykel blev smidt på taget – endda inden han overhovedet var nået til de frygtede brosten.

Men skulle Froome i år blive på cyklen helt ind til brostenene begynder, så kommer de næppe til at volde ham så store problemer, tror Dan Frost.

-Froome er blevet langt bedre på cyklen rent teknisk. Og i år har han et hold med sig, med blandt andet Moscon, Kwiatkowski og Geraint Thomas, som virkelig kan køre brosten og hjælpe ham godt igennem.

Han mener også, at Jakob Fuglsang, med sin fortid på mountainbikecyklen i det mere ujævne terræn, vil klare etapen godt.

- Den måde, Jakob kan styre og håndtere sin cykel på er helt out standing, så han er en af de klassementsfolk, som vil komme til at gøre det rigtig godt.

Nogle favoritter kan få det svært

Men der vil også være nogle af favoritterne, som kommer til at slide mere i det, for at komme helskinnet igennem etapen og uden at tabe for meget tid.

-De små lette ryttere kan virkelig blive kastet rundt som en gummibold på de her brosten. Quintana, Yates og Porte er nogle af dem, som kan få problemer, og de skal have hjælp af deres hold for at klare den her etape uden for mange problemer, siger Dan Frost

Uanset hvordan det kommer til at gå på etapen, kan rytterne se frem til Tourens første hviledag dagen efter, hvor der skal tankes noget energi, inden Tourens første bjerg uden for kategori venter på 10. etape. Måske menuen på hviledagen står på franske hotdogs og en kølig, gennemrystet kakao.

Nedenfor kan man se et indslag om Astanas sportsdirektør Lars Michaelsen, der fortæller om, hvordan man på Astana har forberedt sig til søndagens udfordringer.

Facebook
Twitter