Erhvervsminister: Spørgsmålet er kun hvornår Touren kommer til Danmark

Erhvervsminister Brian Mikkelsen siger, at det ikke længere er et spørgsmål om ’hvis’, men ’hvornår’ Tour de France kommer til landet.

Danmark har tidligere været vært for VM i cykling tilbage i 2011. (Foto: pascal rossignol © Scanpix)

En dansk Tour de France-start virker til at rykke tættere og tættere på.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen siger, at det ikke længere er et spørgsmål om, hvorvidt den franske rundtur skal have lov at starte i Danmark.

I stedet siger han, at det er et spørgsmål om, hvornår Tour-feltet kommer forbi.

- Min fornemmelse er, at vi nok skal få Tour de France til Danmark. Jeg håber og tror på, at det bliver i 2021, siger Brian Mikkelsen.

Erhvervsministeren brugte hele onsdag aften på at snakke med Tour de Frances løbsdirektør, Christian Prudhomme.

- Det vi sad og snakkede om var, hvornår Tour de France kommer til Danmark. Det er ikke længere ’hvis’, det er ’hvornår’, lyder det fra en glad Brian Mikkelsen.

- Jeg vil gerne bruge udtrykket: ’når Tour de France kommer til Danmark’. Det holder jeg også Tour de France-ledelsen op på. Vi skal have løbet til Danmark. Vi er en cykelnation. Og vi er sindssygt gode til at arrangere den slags begivenheder, lyder det videre.

Facebook
Twitter