ETAPEN PÅ 1 MIN Démare vinder fransk sprinteropgør i Pau

Franske Arnaud Démare var feltets hurtigste mand og slog landsmanden Christophe Laporte i en massespurt.

Efter hektiske dage i Pyrenæerne kunne feltet i dag sprinte om etapesejren i målbyen Pau.

Her var franske Arnaud Démare hurtigste mand på 18. etape i årets Tour de France.

Cristophe Laporte tog sig af andenpladsen, mens norske Alexander Kristoff blever nummer tre.

Danske Magnus Cort blev nummer 20.

Verdensmesteren og indehaveren af den grønne pointtrøje, Peter Sagan, måtte nøjes med en ottendeplads i spurten.

Forud for etapen var der tvivl om, hvorvidt verdensmesteren kunne stille til start på torsdagens etape. Sagan styrtede nemlig på nedkørslen fra Col de Val Louron-Azet på 17. etape og kørte sig forslået i mål. Dog uden brud.

Sagan fik grønt lys til at køre etapen, men i spurten var han ikke i nærheden af de hurtigste ryttere.

Store dele af dagens etape var præget af et fem-mandsudbrud, som aldrig fik lang snor fra et kontrollerende felt.

I morgen ligger årets sidste bjergetape og venter med hele seks stigninger, når Tour-feltet skal ud på 200,5 kilometer mellem Lourdes og Laruns.

Facebook
Twitter