ETAPEN PÅ 1 MIN Kunst på Tourens sidste nedkørsel: Roglic tager flot sejr

Den slovenske klassementsrytter Primoz Roglic viste suveræn kørsel på Tourens sidste bjerg og nedkørsel. Geraint Thomas ligner en samlet vinder.

Årets sidste bjergetape fik en værdig vinder i den tidligere skihopper Primoz Roglic (LottoNL-Jumbo).

Sloveneren var første mand i mål på 19. etape efter godt 200 kilometer og seks kategoriserede stigninger i Pyrenæerne.

På den sidste stigning Col d'Aubisque forsøgte Roglic igen og igen at angribe de øvrige favoritter, men det var først på nedkørslen, at han skabte det afgørende hul.

Med sin sejr kørte Roglic sig op på den samlede tredjeplads i løbet og skubbede dermed den forsvarende vinder af løbet, Chris Froome (Sky), ned på fjerdepladsen.

Løbets førende rytter, Geraint Thomas (Sky), blev nummer to på fredagens etape, efter at han kom i mål 19 sekunder efter Roglic med Romain Bardet (AG2R), Dan Martin (UAE Emirates) og Rafal Majka (Bora) lige i hælene.

Dermed beholder Geraint Thomas også den gule førertrøje. Han har 2 minutter og 5 sekunder ned til Tom Dumoulin (Sunweb) på andenpladsen inden lørdagens enkeltstart.

Primoz Roglic har efter fredagens etape 2 minutter og 24 sekunder op til Geraint Thomas.

Jakob Fuglsang havde inden dagens etape lovet offensiv kørsel, og selvom han momentvist forsøgte, kunne danskeren ikke følge med de største favoritter.

Han kom i mål som nummer 20 og var 7 minutter og 18 sekunder efter Roglic. Han tabte derfor yderligere tid til rytterne i toppen af klassementet og er nu ude af top-10.

Astana-kaptajnen er nummer 12 med 16 minutter og 36 sekunder efter Thomas.

De to klassementsryttere Romain Bardet og Mikel Landa satte deres præg på en stor del af etapen, da de kørte med i udbrud.

Lørdag venter 31 kilometer flad enkeltstart inden Tour-feltet søndag kan rulle ind til finalen i Paris.

Facebook
Twitter