ETAPEN PÅ 1 MIN Suveræne Sagan sprinter sig til sejr på 5. etape

Peter Sagan leverede en perfekt afslutning, da 5. etape af Tour de France blev afgjort i en massespurt.

Peter Sagan (Bora) viste onsdag endnu en gang, at han hører til cykelfeltets bedste ryttere.

Den slovakiske stjerne vandt onsdag 5. etape, der blev afgjort i en massespurt.

Sejren var Sagans 12. individuelle etapesejr i Touren i karrieren.

Dansker med i front fra start

Den 175,5 kilometer lange etape med fire kategoriserede stigninger var på forhånd udpeget af flere ryttere som et af deres oplagte mål for udbrud.

Blandt andre Mads Würtz Schmidt (Katusha) var hurtigt i aktion, og efter lidt tid lykkedes det ham at rive sig løs og komme med i et firemandsudbrud.

Danskeren blev hentet igen, og med 22 kilometer tilbage af etapen var der samling på rytterne.

Etapesejren er Sagans 12. i Tour de France. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Aldrig tvivl om sejren

Afslutningen mod målbyen Colmar bød på en længere nedstigning, hvor der blev kørt et højt tempo, og feltet blev strakt ud.

Rui Costa (UAE Emirates) angreb med syv kilometer tilbage og slog et hul på 13 sekunder, inden angrebet blev elimineret.

Herefter begyndte positionskampen mellem sprinterne, og der var aldrig tvivl om Sagans sejr.

Den gule førertrøje sidder fortsat på franskmanden Julian Alaphilippe (Quick-Step). Jakob Fuglsang (Astana) kom ligesom Alaphilippe med feltet hjem. Danskeren har fortsat et minut og seks sekunder op til førertrøjen.

Torsdagen byder på løbets første reelle bjergetape.

Få et længere referat af dagens etape i videoen herunder.

/ritzau/

Facebook
Twitter