ETAPEN PÅ 1 MINUT Bernal tæt på Tour-triumf: Kører i gult til Paris

Vincenzo Nibali vinder den forkortede 20. etape til Val Thorens, mens Egan Bernal beholder den gule førertrøje. Julian Alaphilippe går ned.

Den italienske veteran Vincenzo Nibali leverede et stort og flot comeback på den forkortede 20. etape til Val Thorens i Tour de France.

Efter et flot udbrud og afsluttende soloridt på den 59 kilometer lange etape vandt Nibali etapen, hvor ingen formåede at udfordre Egan Bernals gule førertrøje, som han tager med til Paris søndag.

På 20. etape lykkedes det endelig for Vincenzo Nibali at få sin etapesejr efter flere på forsøge på de foregående bjergetaper. (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

Til gengæld kunne Julian Alaphilippe ikke holde fast i sin andenplads i klassementet. Den snupper Geraint Thomas og sørger for dobbelt Ineos-triumf.

Den forkortede etape førte til en hidsig start, hvor mange forsøgte at komme i udbrud, selv om det ville blive svært at oparbejde et stort forspring, inden den mere end 30 kilometer lange stigning op til Val Thorens

Magnus Cort kom blandt andet afsted, men afstanden til feltet nåede ikke mere end to minutter, og det så ud til at være knebent i forhold til at holde de sejrshungrende favoritter væk.

Tidligt på stigningen satte både Jumbo-Visma og Ineos pres på i det felt, som hurtigt blev reduceret til en favoritgruppe plus det løse.

Reduceret blev også forspringet til det udbrud på seks mand, som havde fået samlet sig front. Her sad blandt andre Vincenzo Nibali, Michael Woods og Ilnur Zakarin.

Nibali gik solo, mens hårdt kæmpende Julian Alaphilippe måtte slippe favoritgruppen 13 kilometer fra mål og dermed se sin podieplads forsvinde foran.

Julian Alaphilippe var helt færdig, da han havde kæmpet sig over målstregen i Val Thorens. Han ser ud til at gå glip af en podieplads efter resultatet på 20. etape, hvor han nu er placeret som nummer fem i klassementet. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Scanpix)

Med fem kilometer igen havde den italienske veteran stadig et forspring på godt et halvt minut, mens favoritterne holdt hinanden i skak.

Det manglende mod - og måske de manglende kræfter - i favoritgruppen betød, at Nibali kunne kæmpe sig til mål i ensom majestæt.

Egan Bernal kører over målstregen sammen med sidste års vinder Geraint Thomas. (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

Samtidig viste Ineos lidt overlegenhed, da Bernal og Thomas på de sidste par hundrede meter satte de øvrige klassementfolk og kørte sammen over målstregen.

/ritzau/