ETAPEN PÅ 1 MINUT Hurtig sydafrikaner vinder Tour-etape efter langt udbrud

Daryl Impey (Mitchelton-Scott) vinder 9. etape af Tour de France på en dag, hvor et udbrud skabte et stort hul til feltet og holdt hjem.

Sydafrikanske Daryl Impey (Mitchelton-Scott) var suveræn, da 9. etape af Tour de France skulle afgøres.

Han var dagen igennem en del af et stort udbrud, der havde mere end 10 minutters afstand til hovedfeltet under det meste af etapen, og hurtigt stod det klart, at de 15 i front skulle køre om sejren.

Med i det udbrud var også flere franskmænd, som uden tvivl alle drømte om at vinde en Tour-etape på den franske nationaldag, Bastilledagen.

Den drøm punkterede Impey på dagens sidste stigning. Her var der angreb efter angreb blandt rytterne i dagens store udbrud, og mod toppen slap Impey afsted sammen med belgiske Tiesj Benoot (Lotto Soudal).

Impey var suverænt stærkeste mand på stigningen og på målstregen i Brioude, hvor Benoots forsøg på at overliste sydafrikaneren hurtigt viste sig ufarligt.

Straks fra etapens start forsøgte mange at komme ud foran, og 14 mand slap væk og skabte det hidtil største udbrud i årets Tour de France.

En 15. rytter kom til, og med næsten 11 minutter ned til feltet fik frontgruppen også noteret sig for det hidtil største forspring til et udbrud i den franske rundtur 2019.

14 hold var repræsenteret ude foran, og som sådan stod det hurtigt klart, at etapens vinder skulle findes blandt udbryderne.

Ingen af Tourens ni danskere ramte søndagens udbrud.

Med 50 kilometer til mål var forspringet ned til feltet således stadig på over 10 minutter, og med bevidsthed om, at der ikke var fare bagfra, begyndte spillet i front om etapesejren.

Med lige under 40 kilometer igen lykkedes det østrigske Lukas Pöstlberger (Bora) at slippe afsted, han fik skabt et forspring på 45 sekunder, men på den sidste stigning blev det store udbrud sprængt i stykker, og Impey viste sig som stærkeste mand.

/ritzau/

Facebook
Twitter