Favoritterne kørte fra Fuglsang: 'Havde ikke diamanter i benene'

Jakob Fuglsang formåede at begrænse sit tidstab til 42 sekunder på Alpe d'Huez.

Jakob Fuglsang fulgte med favoritterne, så længe han kunne. (Foto: Peter Dejong/Ritzau Scanpix) (Foto: Peter Dejong © Scanpix)

Det var med nervøse trækninger, at Jakob Fuglsang torsdag rullede ud på 12. etape af årets Tour de France.

I horisonten ventede nemlig legendariske Alpe d'Huez og de 21 hårnålesving, der så mange gange før har ageret baggrundstæppe for store Tour de France-dramaer.

Du kan se et kort sammendrag af etapen her.

Onsdag tabte Jakob Fuglsang tre minuter og 51 sekunder, og derfor var der tvivl om, hvor længe den danske Astana-kaptajn ville kunne sidde med favoritgruppen.

Fuglsang slap dog først sit greb om favoritgruppen, med blandt andre Geraint Thomas, Chris Froome og Tom Dumoulin, de sidste seks kilometer af stigningen op ad Alpe d'Huez.

En lettere optimistisk Jakob Fuglsang kom derfor i mål som nummer otte - 42 sekunder efter dagens vinder, Geraint Thomas.

- Det var en hård omgang, men det tror jeg, det var for alle. Selvfølgelig ville jeg gerne vise, at gårsdagens etape ikke var niveauet, men det var ikke sådan, at jeg sad derude og tænkte, at jeg havde diamanter i benene, lyder det fra Jakob Fuglsang, der ikke gik i panik, da favoritgruppen satte ham på vej op ad Alpe d'Huez.

- Det var helt kalkuleret. Jeg tænkte, at der ikke var grund til at gå i rød og smide mere tid end højst nødvendigt. Vi var en lille gruppe, der sad fremme, og jeg tænkte på klassementet,så det var vigtigere at køre i et tempo, jeg kunne holde til, i stedet for at eksplodere. I sidste ende betalte det sig i forhold til Nairo Quintana, som jeg til sidst fik skovlen under alligevel, siger Jakob Fuglsang.