Forsker: Tour de France bliver ikke vundet på landevejen

Det er en fordel at være god i bjergene, hvis man vil vinde verdens største cykelløb.

Christopher Froome (i sort) fra cykelholdet Team Sky vandt Tour de France i 2013. Den kenyanskfødte brite var den stærkeste klatrer og en af de to stærkeste på enkeltstart i løbet. Her ses han på etapen den 7. juli 2014 mellem Cambridge og London, hvor udfordreren, Alberto Contador fra Team Saxo-Tinkoff, ligger lige efter. (Foto: JEFF PACHOUD © Scanpix)

Brosten venter Tour de France-rytterne på løbets 5. etape i dag. Strækningen er flad, men uforudsigelig.

På sådan en brostens-etape betyder det ikke så meget, om rytterne er stærke landevejsryttere eller seje bjergryttere - der handler det mere om at balancere på de toppede sten.

Men ellers har rytternes kropsbygning stor betydning for, hvem der vinder, fortæller John Rasmussen, professor i biomekanik ved Aalborg Universitet.

Tour de France-ledelsen vælger vinderen

Det er normalt en bjergrytter, der vinder Tour de France.

Det skyldes en kombination af fysiologi og luftmodstand tilføjet evnen til at køre en god enkeltstart. Og selve sammensætningen af etaperne i løbet. 

- Ledelsen af Tour de France bestemmer i princippet, hvilken type rytter der vinder, siger John Rasmussen og tilføjer, at det er sjældent, at en allround rytter vinder.

Hård luftmodstand på landevejen

Ud ad lige vej er luftmodstanden dominerende. Når hastigheden bliver dobbelt så stor, bliver luftmodstanden 4 gange så stor.

Så snart man bryder løs fra feltet, skal man selv overvinde al modstanden og derfor arbejde hårdere end rytterne i feltet, som kører med næsten samme hastighed.

- Det kan mange ryttere kun holde til i kortere tid, og derfor kan man ikke nå at vinde så meget tid ud ad lige vej, siger John Rasmussen.

Bjergryttere skal ligge i læ

- Når ryttere stikker af fra feltet tidligt på etapen, tager feltet det ofte roligt og lader udbryderne stege i deres eget fedt nogle minutter foran, siger John Rasmussen.

Feltet ved, at udbryderne bruger mange flere kræfter, og mod slutningen af løbet hæver feltet tempoet en smule og indhenter nemt udbryderne, som på det tidspunkt er helt færdige.

Så på landevejen har 'spinkle' bjergryttere brug for store hjælperyttere at ligge i læ af på grund af luftmodstanden.

Muskelbundter elsker landevejen

De perfekte landevejsryttere drager derimod nytte af sammenhæng mellem masse og luftmodstand.

Hvis rytteren er en kugle, vokser hans masse (og dermed hans motor) med diameteren i 3. potens. Mens tværsnitsarealet, som er afgørende for luftmodstanden, kun vokser med diameteren i anden potens.

Fordobles diameteren, vokser tværsnitsarealet med 4 gange, mens motoren bliver 8 gange større.

- Motoren vokser altså hurtigere end luftmodstanden, når rytteren bliver større. Så den optimale  landevejsrytter har stor muskelmasse, og en stor 'motor' der kan pumpe ilten rundt i musklerne, siger John Rasmussen.

Lette ryttere får hjælp af tyngdekraften

Selv om der er ni landevejsetaper i Tour de France, og muskelbundter kan hente lidt tid der, vil det være de seks bjergetaper, der er afgørende for udfaldet af løbet.

Luftmodstanden betyder ikke rigtig noget på bjergetaper.

Til gengæld vinder den lette rytter her på forholdet mellem masse og styrke, for den dominerende modstand er tyngdekraften, som vokser proportionalt med massen.

- Små ryttere har et bedre forhold mellem vægt og styrke, og derfor er de bedre til at køre opad, siger John Rasmussen.

- Så det er kun rytterens egen styrke, som sætter en grænse for hvor megen tid, der kan vindes, siger John Rasmussen.

Store ryttere kan ikke ligge i læ

Rå styrke afhænger af musklernes tværsnitsareal, som vokser med diameteren i 2. potens.

Hvis rytteren bliver dobbelt så stor, vil hans muskeltværsnit blive 4 gange så stort, men hans kropsvægt bliver 8 gange så stor.

Det gør det svært for landevejsrytterne at være med på stigningerne i længden, og de kan ikke på samme måde som klatrerne på landevejen ligge i 'læ' af andre.

Facebook
Twitter