Fra watt-monstre til bjerggeder: Her er Tour-rytternes hemmeligheder

Det er langt fra ligegyldigt, hvordan kroppen er bygget, og hvordan rytteren sidder på cyklen i Tour de France.

Det er ikke så mystisk, at bjergryttere oftere er lettere end sprintere, og at enkeltstartsryttere ofte sidder mere foroverbøjet på cyklen end hjælperyttere.

Sportscheferne har med andre ord nøje sammensat Tour de France-holdene, når rytterne senere i dag ruller op på podiet til den officielle holdpræsentation i København.

DR Sporten har bedt Peter Møller, der er sportsfysiolog ved Team Danmark, og Lars Nybo, der er professor i bevægelse og neurovidenskab ved Københavns Universitet, om at forklare, hvordan rytterne i Tour-feltet optimerer deres kørestil.

Og samtidig udpeger de to eksperter fysiologiske kendetegn for de enkelte ryttertyper:

Bjergrytteren skal balancere to ting; hvor lette kan de blive uden at miste for meget kraft i benene?

Grundlæggende er bjergryttere derfor meget interesserede i at bruge formlen watt per kilo, da den afgør, hvor hurtigt de kan komme mod toppen.

Watt er et udtryk for, hvor meget energi der bliver kanaliseret fra benene og ned i hjulene, mens det samlede antal kilo af rytter og udstyr er et udtryk for, hvor meget vægt der skal transporteres opad.

Du er altså godt stillet, hvis du ikke vejer så meget. Det forklarer, hvorfor mange karakteristiske bjergryttere vælger let udstyr og er spinkle af bygning, men det kræver naturligvis også, at de kan træde til.

Derfor findes der naturligvis også et breakingpoint i formlen. Som bjergrytter kan du altså ikke nøjes med at veje 40 kilo og regne med, at det er tilstrækkeligt til at få dig først i mål, da den vægt vil betyde, at der i stedet er blevet gået på kompromis med ting som muskelmasse og blodvolumen, der er afgørende for, hvor mange watt du kan træde.

Enkeltstartsrytteren forsøger i stedet at fylde så lidt som muligt, uden de går på kompromis med, hvor mange watt de kan træde ned i pedalerne.

Derfor arbejder de også ud fra en ligning. Den hedder i stedet watt per CdA.

Cd står for ’form’, mens A er ’areal’. CdA er altså et udtryk for rytternes aerodynamik.

Jo lavere tal, jo bedre. Det betyder nemlig, at vinden bremser enkeltstartsrytteren mindre.

Derfor vil du tit se enkeltstartsrytterne sidde med skulderbladene trukket mod hinanden, en dråbeformet hjelm, pladehjul, måske en meget smal drikkedunk, en meget krum ryg og lukket hoftevinkel.

Den dygtige enkeltstartsrytter finder balancen mellem at træde flest mulige watt i den mest aerodynamiske position på cyklen.

De fleste ryttere kan typisk træde flere watt, hvis de sidder med en mere åben hoftevinkel, men det vil til gengæld gøre dem mindre aerodynamiske. Derfor kan den samlede tid sagtens ende med at blive dårligere, selvom de producerer flere watt, fordi den aerodynamiske position er dårligere.

Det kan være svært at karakterisere en hjælperytter, da de bruges til at løse mange forskellige opgaver. Nogle skal være gode til at lukke huller, andre skal være dygtige til at holde udbrud i skak, mens nogle helt tredje måske har til opgave at trække klassementsrytterne opad i bjergerne.

Profilen for en god hjælperytter i bjergene minder meget om bjergrytteren, der er beskrevet ovenfor. Typisk vil han dog have en lidt mindre kapacitet i watt per kilo.

Den hjælperytter, der er god på flad vej, vil typisk have en profil, der minder mere om en enkeltstartsrytter.

I begge terræntyper kræves et godt, aerobt system, så der kan cykles med en høj og stabil energiomsætning i lang tid, hvis der skal holdes et ensartet og højt tempo i feltet.

Holdbarhed er altså essentielt.

Men hjælperytteren har også brug for hovedet til at vinde positionskampe og lave de rette manøvrere i feltet. Og hvis du samtidig er stærk nok til at trække et Tour de France-felt over de flade landeveje, så kræver det mental styrke at kunne sætte autopiloten på.

En sprinters fornemmeste opgave er at kunne køre hurtigst muligt ved målstregen efter både lette og hårde etaper. Den gennemsnitlige sprint er omkring 200 meter og overstået på omkring 12 sekunder. Derfor er det anaerobe system afgørende for den gode sprinter.

Her er det essentielt for sprinteren, at han har en forholdsvis stor muskelmasse, da en stor muskel udvikler mere kraft end en lille muskel. Netop derfor vil sprinteren typisk have en anden statur end bjergrytteren. Det er primært for- og baglåret og ballerne, der skaber den nedadgående kraft og dermed farten i cyklen.

Et andet afgørende parameter er, at sprinteren har et nervesystem, der kan aktivere muskelmassen hurtigt, mens fordelingen af fibre hos sprintere typisk er sådan, at de har en større andel af eksplosive muskelfibre end andre typer af ryttere. Den slags er genetisk bestemt.

Sprinteren skal samtidig formå at være aerodynamisk, når de sprinter da vinden ellers kan spise en del af farten. En sprinter som Mark Cavendish og Caleb Ewan er ekstremt gode til lige netop dét og henter en del på de øvrige sprintere med deres lave position på cyklen.

Timing er også essentiel, så sprinteren ikke kommer til at indlede spurten for tidligt eller for sent. Her gælder det om at kende sig selv. Mads Pedersen kan for eksempel defineres som en kapacitetssprinter, der ikke har den samme topfart som mere rendyrkede sprintere, selvom han blev nummer to på Tourens afsluttende etape i 2020.

Til gengæld kan levere det efter et hårdt løb, og han er i stand til at holde en høj sprintfart i længere tid. Derfor åbner han tit sprinten tidligere end nogle af konkurrenterne.

En puncheuren er en specialist, der er god på korte og stejle bakker. Denne ryttertype vil typisk skulle angribe flere gange på en etape, og derfor er det ikke nok at have en enkelt patron at skyde med som en sprinter.

Det betyder, at denne type rytter både skal kunne levere anaerobe sprint watt af en vis kvalitet, men også skal have et godt aerobt system, dels så farten kan holdes, hvis et udbrud etableres, og dels forbi restitutionen af sprintevnen fremmes af et godt aerobt system.

Skulle det ikke lykkedes at slå et hul ned til feltet i første omgang, er det vigtigt for en puncheur at kunne restituere hurtigt. Kan en puncheur det, er han i stand til at angribe mange gange med næsten samme intensitet forudsat pauserne mellem angrebene er lange nok.

En rytter som Mathieu Van der Poel er særligt dygtig til at levere de anaerobe watt på trods af, at han også har et stærkt aerobt system. Derfor vil han som udgangspunkt ikke kunne slå de bedste sprintere, hvis etapen kun var en kilometer.

Men efter en lang og udtrættende etape har han fortsat evnerne til at levere de anaerobe watt, mens mange af de klassiske sprintere oftere vil være udtrættede, fordi de typisk har et mindre trænet aerobt system.