Froome tager tidstab og tur i asfalten med ro: ’Vidste det ville blive tricky’

Chris Froome tabte 50 sekunder til feltet på 1. etape i Tour de France efter at være styrtet kort før mål.

Chris Froome skal allerede hente tid på konkurrenterne. (Foto: Jeff Pachoud © Scanpix)

Chris Froome røg i asfalten med få kilometer tilbage af første etape i Tour de France. Den britiske Team Sky-rytter er dog ikke kommet alvorligt til skade.

- Jeg er ikke blevet tjekket af holdets læger endnu, men jeg har det fint. Der var mange styrt derude, og vi vidste, at de første par dage ville blive tricky, siger Chris Froome ifølge The Independent.

Den forsvarende Tour de France-vinder styrtede i et sving med under fem kilometer til mål, og måtte derfra halse til målstregen i forsøget på at decimere tidstabet til hovedfeltet. 50 sekunder endte han med at tabe – blandt andre til Jakob Fuglsang, der blev nummer ni på etapen.

- Vi sad i fronten af feltet, så vi kunne ikke have gjort meget mere for at undgå at styrte. Det var bare kaotisk med sprinterne i fronten af feltet, siger Froome og tilføjer:

- Jeg er bare taknemmelig for, at jeg ikke har fået en skade, og der er stadig masser af cykelløb tilbage, før vi er i Paris, siger Chris Froome.

Froome og resten af feltet begiver sig i morgen ud på en ny etape på den franske vestkyst, hvor der må forventes hård vind og dermed mulighed for, at feltet splittes i mindre grupper.

Du kan se etapen i fjernsynet på TV 2, høre den i ’Touren på P3’ eller følge den i tekst her på dr.dk.

Facebook
Twitter