Fuglsang før Touren: 'Den gule trøje er en mulighed'

Astanas danske holdkaptajn drømmer om en podieplads og den gule trøje i årets Tour de France.

I år skal det være.

Jakob Fuglsang, 33 år, har i flere år svævet i sammen luftlag som verdens bedste cykelryttere, og ofte har han været kandidat til at slutte øverst på skamlen i de store etapeløb.

For et år siden var forventningerne høje til hans præstation i Tour de France, men uheld og et tidligt exit på 13. etape lagde drømmen om en podieplads på is.

Danskerens bedste Tour-præstation hidtil var en syvendeplads i 2013, men det resultat skulle altså gerne forbedres i hans syvende Tour de France-forsøg, lyder det fra Fuglsang.

- Min ambition er at slutte på podiet i Paris. Når vi snakker podie kan alt ske, og så er den gule trøje også en mulighed. Det er selvfølgelig også det, vi alle sammen drømmer om, så jeg vil ikke holde igen, hvis jeg har muligheden for at klatre helt op på toppen af skamlen, men i første omgang er det podiet, jeg sigter efter, siger Jakob Fuglsang, der i år også bliver hjulpet af det faktum, at han er enevældig holdkaptajn for Astana.

Modsat sidste år, hvor han delte rollen med Fabian Aru.

- At jeg er kaptajn betyder, at jeg mentalt kan være mere afslappet. Også i forhold til, at jeg har hele holdet til min rådighed - udover på de etaper, hvor de også får muligheder for at køre deres egen chance. Men det gør helt sikkert, at jeg har en anden form for opbakning, og gerne en opbakning, som skal give det lille smule ekstra, siger Fuglsang.

Tour de France begynder lørdag, og du kan følge hele de tre ugers etapeløb på både LIGA på P3 samt Aftentouren på DR1.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk