Fuglsang jagtede etapesejren: ’Franskmænd fik hjælp af motorcyklerne’

Julian Alaphilippe og Thibaut Pinot tog tid på klassementsrytterne. Franskmændene fik hjælp til at stikke af, mener Jakob Fuglsang.

Jakob Fuglsang tabte 20 sekunder til konkurrenterne Julian Alaphilippe og Thibaut Pinot (Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix) (Foto: Claus Bonnerup © Scanpix)

Jakob Fuglsang viste igen på 8. etape, at han er i god form. På den sidste og afgørende stigning satte han sit Astana-hold frem for at presse tempoet i vejret og hente udbryderen Thomas De Gendt, der lå alene i front.

Målet var at bringe enten Fuglsang eller ukrainske Alexey Lutsenko i position til at kunne vinde etapen.

- Vi håbede på at få en etapesejr. Enten til mig selv eller Lutsenko – eller at jeg kunne have vundet lidt tid til klassementet, siger Fuglsang.

Men bedst som Astana førte feltet an op af etapens sidste stigning, stak franskmændene Julian Alaphilippe og Thibaut Pinot afsted.

Franskmænd fik hjælp

Angrebet kom som en overraskelse for Fuglsang, og da først franskmændene havde fået hul til feltet, kunne de ikke hentes.

Ifølge Fuglsang blev jagten på de to franskmænd ikke lettere af, at de lå på hjul af motorcyklerne på ruten og derved lettere kunne holde det hårdtarbejdende felt bag sig.

- Jeg missede lige at køre på dæk af de to franskmænd, som så ryger på smæk af motorcyklerne.

- Jeg bliver lidt overrasket, da de angriber. Jeg skulle måske have siddet på lidt tættere på dem, men sådan er det. De får lidt sekunder, og det er en spildt chance for mig.

Efter at være styrtet på første etape føler Fuglsang, at kroppen efterhånden er tilbage i fuldt vigør:

- Det går godt med kroppen. Jeg kan stadig træde i pedalerne, så det er fint, siger Fuglsang med et glimt i øjet.

Etapen blev vundet af belgiske Thomas De Gendt med få sekunder ned til Alaphilippe og Pinot, der nappede 20 sekunder på feltet og Jakob Fuglsang.

Facebook
Twitter