Fuglsang tager to år mere hos Astana

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang har forlænget sin kontrakt med Astana med to år.

Jakob Fuglsang tager to år mere hos Astana. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Rygterne har svirret i et stykke tid, og Jakob Fuglsang har selv fortalt, at det bar i den retning.

Tirsdag kom så bekræftelsen.

Den danske cykelrytter har forlænget sin kontrakt med cykelholdet Astana, så han også i de to kommende sæsoner vil bære den lyseblå trøje.

- Vi er glade for, at det lykkedes at blive enige.

- Kontrakten blev underskrevet for få timer siden, siger Astana-manager Alexandre Vinokourov på holdets pressemøde tirsdag.

Fuglsang har kørt på Astana siden 2013 efter tidligere at have kørt for både Team Saxo Bank og Radioshack-Nissan-Trek.

/ritzau/