Fuglsang vil angribe fra morgenstunden: ’Den skal have en over nakken’

Jakob Fuglsang vil bruge den sidste bjergetape i årets Tour de France til at angribe og jagte en etapesejr.

Målsætningen for Jakob Fuglsang inden Tour de France var en samlet podieplads, men der har desværre ikke været meget lighed mellem forventninger og det faktuelle for danskeren.

Derfor er planerne også ændret før fredag, hvor den sidste bjergetape i løbet venter, når rytterne skal over legendariske stigninger som Col du Tourmalet og Col d’Aubisque. Målet er nu en etapesejr.

- Jeg skal ud og forsøge noget. Forhåbentlig er benene til det. Jeg tror på, at der stadig er mere tilbage i mig, og den skal have en over nakken. Så håber jeg, at det kan blive til noget stort, forklarer Jakob Fuglsang.

Den holdning bliver bakket op af den danske hold- og værelseskammerat Michael Valgren, der håber på at se en flyvende Fuglsang.

- Jeg håber, at Jakob vil ud og køre aggressivt, siger Valgren.

- Det er det sidste slag derude inden enkeltstarten, og den kommer han nok ikke til at vinde, så jeg synes, han skal ud og give den en over nakken i morgen efter en etapesejr, forklarer han.

Spørgsmålet er så, hvad Fuglsang skal gøre for at have den bedste mulighed for en etapesejr. Skal han angribe tidligt på det flade stykke, på Col du Tourmalet halvvejs eller vente helt til den sidste stigning Col d’Aubisque?

- Jeg tror, at jeg er nødt til at stikke tidligt. Jeg må forsøge at ramme udbruddet for morgenstunden. Vi skal have lagt en taktik for at se, hvordan det kan lykkes, forklarer Jakob Fuglsang.

Fuglsang er ni minutter og 31 sekunder efter Geraint Thomas i klassementet, så det er svært at forestille sig, at Team Sky ikke vil lade ham køre. Men der er jo andre hold langt fremme end Team Sky.

- Jeg tror, at du skal spørge de andre klassementsryttere, om de vil lade mig køre, men det håber jeg da, siger danskeren.

Etapen kan følges i Touren på P3 og dr.dk/sporten eller i fjernsynet på TV 2 og Eurosport. Du kan også følge op på hele etapen i AftenTour på DR1 klokken 21.25.

Facebook
Twitter