Gult, grønt, hvidt og prikket: Hvem vandt Tourens mange trøjer?

Tour de France er slut, og vi har samlet en oversigt over, hvem der egentlig endte med at vinde alle trøjerne.

Egan Bernal og Julian Alaphilippe skal begge hyldes i Paris. (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Scanpix)

Rytterne har kørt de sidste kilometer i årets Tour de France, og det betyder, at der ikke kommer flere ændringer i nogen som helst stillinger.

Dermed er det også tid til at samle op på, hvem der har vundet de mange forskellige trøjer, som der bliver kæmpet om i løbet.

Den gule førertrøje – Egan Bernal, Team Ineos

Egan Bernal (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Egan Bernal fejrer sin første Tour de France-sejr.

Det er nok efterhånden gået op for de fleste, at årets vinder af Tour de France kommer fra Colombia. Egan Bernal erobrede førertrøjen på den kaotiske 19. etape over Col de l’Iseran, der endte med en aflysning.

Efter La Planche des Belles Filles og enkeltstarten i Pau så det ellers ud til at være Geraint Thomas, som var Team Ineos’ stærkeste kort. Men lige så snart feltet ramte de høje bjerge, viste Bernal, at han var den stærkeste på tinderne.

Colombianeren vandt Touren med 1.11 ned til holdkammeraten Thomas og 1.31 ned til Steven Kruijswijk.

Den grønne pointtrøje – Peter Sagan, Bora-Hansgrohe

Peter Sagan (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Scanpix)

Peter Sagan har vundet den grønne trøje syv af de seneste otte år.

Allerede før løbets start var det kun uheld, som kunne gøre, at Peter Sagan ikke vandt pointkonkurrencen. Slovakken er gang på gang så sikker i den konkurrence, at konkurrenterne ikke rigtig tager kampen op, da det vil være spildte kræfter.

Det er syvende gang, at han vinder den grønne pointtrøje, og dermed har han også taget rekorden fra Erik Zabel for at have den flest gange. Sagan var dog mindre suveræn i år, og det er første gang, at han ikke kommer over 400 point.

Den prikkede bjergtrøje – Romain Bardet, AG2R La Mondiale

Romain Bardet (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

For første gang i karrieren vinder Romain Bardet bjergtrøjen.

Selvom løbet har været ekstremt hårdt i år, så er det alligevel ikke forkert at sige, at Romain Bardets bjergtrøje er lidt let købt. Han har kun formået at komme først over en enkelt af de større stigninger, og sejren blev faktisk kørt hjem på en enkelt etape, da han var i udbrud på den lange etape til Valloire.

Prikkerne var en plan B, da mulighederne i klassementet glippede for franskmanden, men det var lige før, at det mål heller ikke lykkedes. På 20. etape kunne Bardet nemlig have mistet trøjen, fordi han ikke kunne hænge på klassementsrytterne, men han slap med skrækken.

Den hvide ungdomstrøje – Egan Bernal, Team Ineos

Egan Bernal (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Scanpix)

For første gang siden Jan Ullrich i 1997 er vinderen af den gule og den hvide trøje den samme.

Når man er den yngste til at vinde Tour de France i 110 år, så vinder man selvfølgelig også ungdomstrøjen. Og det var der egentlig aldrig nogen tvivl om. Spanske Enric Mas var den eneste reelle udfordrer, og da han gik kold midtvejs i løbet, var konkurrencen afgjort.

Egan Bernal vinder den hvide ungdomstrøje med suveræne 17.07 ned til franskmanden David Gaudu på andenpladsen.

Holdkonkurrencen - Movistar

Movistar (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

Movistar vandt holdkonkurrencen suverænt.

Den her konkurrence betyder meget mere for nogle hold, end den gør for andre. Eller den betyder mere for Movistar, end den gør for alle andre, og det afspejles tydeligt ved resultatet.

For selvom Trek-Segafredo før Alperne faktisk var i spidsen af konkurrencen, så endte Movistar med at vinde med 47.54 ned til Trek-Segafredo. Det er andet år i træk, Movistar vinder.

Det røde rygnummer – Julian Alaphilippe

Julian Alaphilippe (Foto: Jeff Pachoud © Scanpix)

Julian Alaphilippe blev belønnet for sine angreb med angrebsprisen.

Prisen bliver givet til den rytter, som har været den mest angrebsivrige i hele løbet. Der bliver kåret en rytter efter hver etape, og så giver man altså også en samlet pris. Chris Anker Sørensen vandt den i 2012.

Denne gang blev det så franske Julian Alaphilippe, og inden folk brokker sig over de farvede briller fra den franske løbsledelse, så må man også bare se på et løb, hvor den lille excentriker har imponeret næsten dagligt med angreb, vovemod og en fight for at beholde den gule trøje.