Hollandsk stjerne sagde 'wow' efter Tour-sejr. Det samme tænkte alle andre om hendes præstation

Annemiek van Vleuten kalder Tour-sejren en drøm, der gik i opfyldelse.

Movistars kaptajn, Annemiek Van Vleuten, vinder kvindernes Tour de France. (Foto: Jeff Pachoud © AFP or licensors)

Når Annemiek van Vleuten træder i bund på en cykel, forsvinder konkurrenterne bagude.

Hollænderen kører, som var hun fra en anden planet, og på søndagens 8. og sidste etape af kvindernes Tour de France vandt den 39-årige cykelrytter op ad den brutale stigning La Planche des Belles Filles.

Det var van Vleutens anden etapesejr i træk og rigeligt til at sikre hende den samlede sejr i klassementet.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse. At vinde i gult. Wow, siger Annemiek van Vleuten i det officielle vinderinterview, der på suveræn vis kørte alene i mål.

- Jeg er super stolt over at være den første vinder af kvindernes Tour de France (i den nye version, red.). Jeg håber, at dette kun er begyndelsen, og at vi kan bygge eventet endnu større, siger Annemiek van Vleuten fra Movistar.

Det var svært at fatte, men den var god nok, Annemiek van Vleuten. Du vandt kvindernes Tour de France. (Foto: Jeff Pachoud © Ritzau Scanpix)

Cecilie Uttrup Ludwig sad med i favoritgruppen til de sidste kilometer, men da van Vleuten først vred gashåndtaget i bund, måtte danskeren slippe.

Desværre kunne Uttrup Ludwig se sine to nærmeste konkurrenter i klassementet, Silvia Persico og Elisa Longo Borghini, have mere at skyde med på løbets sidste etape. Derfor endte danskeren, der begyndte dagen på en samlet femteplads, med at drysse ned som nummer syv.

- Selvfølgelig er jeg skuffet (over placeringen, red.). Det var ikke det, jeg kom efter. Jeg gav det et skud. Jeg havde bare ikke benene i dag, og det skal man have på sådan en stigning, siger Uttrup Ludwig til TV2 Sport.

Danskeren var samtidig meget imponeret over løbets samlede vinder.

- Hun er bare den bedste. Så tillykke til hende – og chapeau (letter på hatten for, red.)!

Cecilie Uttrup Ludwig har dog vist sig flot frem i årets Tour de France Femmes, hvor hun i sin dannebrogstrøje vandt 3. etape.

Verdensstjernen havde store problemer

Der var tidligt drama på søndagens etape, da Annemiek van Vleuten fik defekt og måtte overtage en holdkammerats cykel. Hollænderen kom over et halvt minut efter feltet med de øvrige favoritter, og hun måtte bruge en del tid på at komme tilbage med hjælp fra holdkammerater.

Annemiek van Vleuten demonstrerede derefter sin overlegenhed, da hun flere gange skiftede sin cykel, hvorefter hun igen lukkede hullet til favoritfeltet.

En gruppe udbrydere havde ligget i front i lang tid, men på den afsluttende syv kilometer lange stigning til La Super Planche des Belles Filles sluttede festen for dem. Seks kilometer fra målstregen rykkede Annemiek van Vleuten fra favoritgruppen.

Kun Demi Vollering var i første omgang tæt på at kunne følge van Vleuten, men lige som på lørdagens bjergetape måtte hun nøjes med andenpladsen. Forude kørte Annemiek van Vleuten alene i mål.