I Frankrig husker de cykelheltene - og Alaphilippe er den nyeste i støbeformen

Julian Alaphilippe er blot en uge fra at bryde 34 års fransk Tour-forbandelse.

Julian Alaphilippe puster ud efter lørdagens 14. etape. Om en uge kan han være første franskmand i gult på Champs-Élysées i 34 år. Foto: REUTERS/Gonzalo Fuentes (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

At få sin egen statue og endda selv være med til at indvie den, er normalvis noget, som kun er diktatorer forundt.

Heldigvis gøres der undtagelser, og i fransk cykelsport vil de til evig tid huske deres helte.

I Bretagne, den nordfranske halvø, står 'grævlingen', den femdobbelte franske Tour de France-vinder Bernard Hinault, op i pedalerne.

Ved sin side har han Louison Bobet, Lucien Petit-Breton og Jean Robic. 'Les 4 As bretons', de fire bretonske esser, kaldes statuerne udformet af den franske kunster Annick Leroy, som under Hinaults tilstedeværelse blev indviet sidste år.

Fire af ikke bare fransk, men international cykelsports allerstørste.

Ikke siden Hinaults Tour-sejr i 1985 er en franskmand trådt ind på brostenene ved Champs-Élysées iført feltets gule førertrøje.

Men som det ser ud lige nu, kan en 27-årig karismatisk rytter fra Saint-Amand-Montrond i det centrale Frankrig være på vej til at bryde den forbandelse.

Julian Alaphilippe eller 'Loulou', som han hedder i franske folkemunde, Quick-Step-rytteren i gult.

Konkurrenterne har travlt

Under lørdagens 14. Tour-etape var Alaphilippe eneste rytter, der kunne følge med, da landsmanden Thibaut Pinot trådte til på den afsluttende kilometer af Col du Tourmalet, og aktuelt har Quick-Step-kaptajnen to minutter og to sekunder ned til Geraint Thomas på løbets andenplads, mens hollandske Steven Kruijswik er yderligere 12 sekunder efter.

Julian Alaphilippe og den femdobbelte Tour-vinder Bernard Hinault var på podiet sammen efter 13. etape af dette års Tour de France. Foto: JEFF PACHOUD / AFP (Foto: Jeff Pachoud © Scanpix)

Det begynder at dufte af forløsning i det franske cykelbageri. Forhåndsfavoritterne har ikke tid til at blunde ved styret, hvis de skal fravriste Alaphilippe tilværelse i gult, vurderer DR Sportens cykelekspert, Dan Frost.

- De skal altså til at skynde sig, hvis de skal nå ham inden Paris. Han er den type, nærmest med damp, som også kan finde ud af at køre et cykeløb rent teknisk og taktisk, siger cykeleksperten.

- Det eneste han kommer til at mangle er holdstøtte i bjergene, hvor han kan blive isoleret. Han er 'on his own', alene, når vi når de tyndere luftlag, og det kan blive hans akilleshæl.

Vil blive modtaget som Napoleon

Og holder 'Loulou' føringen til Paris, kommer det til at eksplodere i Frankrig.

- Hvis han bliver den første franskmand til at vinde Tour de France siden Bernaut Hinault efter 34 år uden fransk klassementssejr, vil han være nærmest som Napoleon og køre triumftog ind på Champs-Élysées, siger Dan Frost, der godt kan lide Alaphilippes ydmyghed.

- Han er en helt, der ikke er steget til vejrs og er blevet stor i hatten, som man nogle gange ser, at helte kan blive. Det rør ham altså ikke, lyder det om franskmanden.

Har ikke tidligere jagtet klassement

27-årige Julian Alaphilippe har et rigtig flot cykel-CV med sejre i Milan-Sanremo, La Fléche Wallonne, ligesom han sidste år rullede til Paris i prikker.

Franskmanden har dog aldrig tidligere kørt klassement i Tour de France, og det gør ham svær at regne ud for konkurrenterne, mener Dan Frost.

- De ved ikke, hvor de har ham, fordi han aldrig har spillet det spil før, siger DR Sportens cykelekspert, der havde Geraint Thomas og Egan Bernal fra Team Ineos blandt sine favoritter før Tour-starten.

Den favoritværdighed har dog forskudt sig.

- Nu kommer der nogle svære etaper i Alperne, men han har allerede bygget fundamentet, og han er på vej til at bygge et flot slot også. Efterhånden som konkurrenterne ikke har den styrke, man troede, de havde, så tegner han til at kunne være en Tour-favorit, fortæller Dan Frost.

Dét især, fordi Tean Ineos har vist svaghedstegn.

- Det bliver svært for Team Ineos at hente Alaphilippe, fordi de ikke har vist den dominans, de har haft de senere år. Og det gør kun løbet endnu mere spændende.

I Frankrig er helte ikke døgnfluer. Det minder bronzeafstøbningerne af de fire bretonske esser Louison Bobet, Lucien Petit-Breton, Jean Robic og Bernard Hinault os om.

Men vinder Julian Alaphilippe i Paris om uge, tager 'Loulou' et stort skridt i retning af, at vi får en ny fransk cykelhelt i støbeformen.

Facebook
Twitter