Jørgen Leth: 'Hvad pokker tænker de på? Det er en kæmpe fejl'

TV2 vil ikke sende Jørgen Leth til Frankrig under Touren, og samarbejdet stopper. Hovedpersonen kalder beslutningen en fejl.

Multikunstneren og cykelentusiasten Jørgen Leth kommer ikke til at være med, når TV2 sender Tour de France i år.

Parterne er ikke nået til enighed om, hvordan 81-årige Jørgen Leth skal indgå i dækningen, og det mener hovedpersonen er et kæmpe selvmål fra TV2's side.

- Hvad fanden tænker de på? Det har jeg tænkt længe. Hvad pokker tænker de på? Det er jo en fejl. Men det må de selv rode med. Men det er jo en fejl, det er jo en total fejl, det de har lavet, siger Jørgen Leth om TV2's afsked med ham.

TV-stationen ønskede at bruge Jørgen Leth i studiet i Odense under årets Tour de France, men det har han ikke været interesseret i, og derfor må de nu skilles.

Det har mange danskere været både sure over og kede af på de sociale medier i løbet af dagen. Det har Jørgen Leth også bemærket.

- Jeg værdsætter den begejstring og støtte, som seerne giver udtryk for. Den er enorm stærk. Jeg får jo enorm opbakning på de sociale medier. Det må jeg sige. Der er en ømhed og popularitet, som virkelig står sig godt.

Hvad tænker du om, at der er så mange, der er sure over, at du ikke længere skal dække Touren?

- Det er mærkeligt, at de (TV2, red.) ikke har forudset, at der kom sådan en storm. For det har jeg da længe tænkt, at det ville føre til. Det er jo ikke første gang, jeg har været ude, og jeg blev jo også båret af folkestemningen sidst. Men nu er jeg jo ude igen, og det må de selv rode sig ud af. Det kan jeg ikke hjælpe dem med.

Han var væk fra skærmen mellem 2005 og 2009, da han i sin bog "Det Uperfekte Menneske" blandt andet skrev, at han havde sex med kokkens datter, når han ville, for "det var hans ret". Det blev for meget for TV2, der sagde farvel.

Men han holder dog en dør åben, hvis TV2 skulle komme på andre tanker, men det er en dyr en af slagsen, fortæller Jørgen Leth.

- Jeg er til rådighed, hvis man kan finde en ny ordning. Men det bliver dyrt at få mig tilbage. Det lærte de allerede sidste gang, siger Jørgen Leth.

Aldersfascisme

Jørgen Leth er 81 år gammel, men han føler sig slet ikke klar til at stoppe sin livslange flirt med Touren. Han føler ikke, at alderen på nogen måde står i vejen for hans arbejde som kommentator.

- Jeg kan kun se mit arbejde – jeg kan ikke se en alder. Jeg synes, at den der aldersfascisme, den er helt vanvittig. Og jeg kalder det aldersfascisme, for det er, hvad det er.

- Jeg arbejder jo vanvittigt meget og har masser af opgaver. Jeg er ved at lave en af mine største og vigtigste film lige nu, jeg skal ud og lave koncerter, jeg laver Spørge-Jørgen, Jeg kommer med en ny bog. Jeg laver en masse ting, siger han.

- Så jeg forstår slet ikke det der med alder – det er en fejltagelse. Det er i sig selv en gammeldags måde at se på tingene.

Havde du forestillet dig, at det var en livstidskontrakt, du havde med TV2?

- Ja, sådan ville jeg da gerne tænke det. Når folk har spurgt mig, hvor længe jeg bliver ved, så har jeg altid sagt, at jeg bliver ved, indtil jeg falder om. Det har været min indstilling. Så på den måde kan man godt sige, at jeg havde forestillet mig, at det var en livstidsstilling.

- Det er en kontrakt, der bliver fornyet hvert år, men jeg har ikke i min vildeste fantasi troet, at de ville stoppe den. Det havde jeg sgu ikke, for jeg føler jo, at jeg er i topform, og at jeg ikke er blevet ringere fra år til år.

Jørgen Leth interviewer Michael Mørkøv ved Tour de France. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Du rykkede ud af kommentatorstudiet og væk fra Rolf Sørensen og Dennis Ritter i 2018, og så sad du alene i dit eget studie i vejkanten – var det dit eget ønske?

- Nej, det var et forslag fra TV2. Og det tænkte jeg, at jeg da godt kunne prøve. Men jeg tog det ikke som et forvarsel om, at de ville skippe mig helt ud. Det gjorde jeg ikke. Og jeg synes, at jeg klarede det meget godt at sidde derude i terrænet for mig selv.

Så det havde du ikke selv bedt om?

- Nej, jeg er jo gode venner med mine kolleger i boksen, Dennis Ritter og Rolf Sørensen. Vi er gode kammerater og sætter pris på hinandens selskab. Og jeg ved da godt, hvad de tænker.

Hvad tænker de?

- De savner mig. Det kan jeg godt sige dig. Det har de sagt til mig privat inden denne udvikling. De savner mig oppe i boksen.

Føler du dig dårligt behandlet af TV2?

- Nej, de har været høflige, så jeg føler mig ikke dårligt behandlet. Men jeg synes, det er en fejl. Jeg er ikke vred på dem, men jeg synes, det er dumt af dem, og det ville jeg gerne have hjulpet dem med at komme ud af, ved at de kunne have taget imod min afvisning og så have rettet sig efter det.

- Jeg synes jo, jeg har ret, for det er jo mig, der laver et stykke arbejde, der hænger sammen. Jeg føler mig stadig inspireret af løbet, og det bliver jo ikke ligefrem ringere, det arbejde jeg laver, så hvordan de er kommet ud på den anden side, det kan jeg ikke forstå. Det undrer mig meget.

Stor efterspørgsel

Jørgen Leth fortæller, at han føler sig i topform, og han vil nu fokusere på sine mange projekter, hvis der ikke dukker et tilbud op, som han finder interessant i forhold til Touren. Men henvendelser fra andre medier har han allerede fået en række af, fortæller han.

- Der er ret stor efterspørgsel efter, om jeg vil fortælle om Tour de France, og så er det bare, om der er nogle tilbud, der er fristende nok til, at jeg gider. Men jeg er jo klar.

Så du vil ikke udelukke, at danskerne får dig at se eller høre i forbindelse med Touren?

- Nej, det vil jeg ikke udelukke.

Hos TV2 er de ærgerlige over at stoppe samarbejdet, fortæller kanalens sportschef, Frederik Lauesen.

- Vi har desværre ikke kunnet blive enige med Jørgen om rammerne for hans rolle i år. Det skal vi være de allerførste til at beklage, og vi ved, at seerne vil gøre det samme.

Og han kommer til at mangle i dækningen af begivenheden, understreger TV2's sportchef.

- Vi vil alle savne hans ekspertise, analyser og vidunderlige historier, når løbet skydes i gang i år.

Jørgen Leth har kommenteret Tour de France 26 gange for TV2.

Facebook
Twitter