Jørgen ser Tour med pomfritter og poesi hos brødrene Price: Tag med etapen i selskab med Leth

Hans stemme er blevet synonym med Tour de France. Her kan du opleve årets kongeetape sammen med Jørgen Leth.

At se kongeetapen i Tour de France i selskab med Jørgen Leth. Jeg forestiller mig, det må være en drøm for mange danskere.

For de fleste danskere er Jørgen Leths stemme lyden af Tour de France. Siden 1970 har han fulgt Frankrigs og verdens største cykelløb næsten lige så tæt som sin egen skygge. Som journalist, som forfatter, som filmskaber og som kommentator. Men for første gang i mange år er han ikke i fysisk kontakt med Touren. Han er i Danmark. Tvunget ud i et uvant langdistanceforhold med sin livslange kærlighed.

Jeg ser det som en mulighed for at få opfyldt drømmen og opklaret spørgsmålet: Hvordan er det at se en Tour-etape i selskab med Jørgen Leth? Jeg havde forestillet mig, at det ville blive ham og mig i en stue, i en sofa, med en kop kaffe, foran et fjernsyn. Sådan ser man Tour de France i min omgangskreds. Men sådan gør Jørgen ikke.

Jeg får besked på at møde ham på Brødrene Prices restaurant i midten af København til 17. etape. Kongeetapen. Jeg træder ind ad døren til lyden jazzede trommestikker og kontrabas i højtalerne. En snurrende espresso-maskine. Og korkpropper, der smælder, som de trækkes op af vinflaskerne. Allerede meget Leth’sk. Det samme viser selskabet sig at være.

(Foto: Betina Garcia © dr)

Jeg er ikke eneste gæst. Jørgen har også inviteret kolleger og gode venner til at nyde dagen, maden og etapen sammen med ham. Filminstruktørerne Per Fly, Adam Bonke, Daniel Dencik og filminstruktør og sønnike Asger Leth sidder med til bords.

Tjeneren skænker vin fra Bourgogne og serverer rørt tatar med urter, kapers, cornichoner, dobbeltfriterede fritter i jordnøddeolie og bearnaise-mayo. Så er rammen for Jørgens Tour-dag ligesom sat. På en computer for enden af bordet tænder de for etapen.

(Foto: Betina Garcia © dr)

Men fra sin plads i restauranten nøjes Jørgen ikke med at se på. Han skal ikke være passiv iagttager. Han skal kommentere. Mikrofoner sættes op, et telefonkamera tændes, og Jørgen Leth og hans kompagni begynder at kommentere etapen direkte på Facebook.

- Jeg har lavet det sådan her, fordi jeg simpelthen ikke kan holde mig fra Tour de France. Sidste år lavede Asger og jeg det fra Frankrig, og det ville vi gerne igen, men det blev forskubbet på grund af corona. Så jeg besluttede at gennemføre det sådan her fra Danmark. Fordi vi har på fornemmelsen, at vi kan underholde folk, der er vilde med Tour de France, på en ny og anderledes måde.

(Foto: Betina Garcia © dr)

Men påvirker det din måde at kommentere løbet på, at du ikke gør det ’indefra’ fra Frankrig, men i stedet på afstand fra Danmark?

- Entusiasmen er nøjagtig den samme. Og jeg ved meget. Jeg følger cykelsporten. Det er en del af min bagage. Kendskabet til løbets historie. Det vil du også høre i dag. Men det er jo ikke planlagt. Det er improviseret det hele. Fuldstændig improviseret. Vi siger, hvad vi har lyst til, og det er en kammeratlig snak i virkeligheden. Og det plejer at gå godt.

0:00

Snakken går hen over bordet, mens cykelrytterne bevæger sig igennem alpeetapen på skærmen, og seerne på Facebook byder ind med kommentarer og spørgsmål undervejs.

Jørgen Leth finder fortællingerne frem. Om Laurent Fignon, der måske kunne have vundet Touren i 1989, hvis han ikke havde haft hestehale. Om musikaliteten i navnet Rigoberto Urán Urán. Og om tidernes største slag på Col de la Madeleine, bjerget som rytterne på dagens etape er på vej op ad som den første af to brutale stigninger.

(Foto: Bettina Garcia © dr)

Alle omkring bordet spidser øre, når Jørgen Leth taler. Men hvad er det, der gør hans ord så fængslende og Leth til et kommentator-ikon? Er det tonelejet? Eller det maleriske sprog? Jeg spørger ham selv:

- Princippet er, at det skal være subjektivt. Det skal være personligt. Man skal komme med den begejstring man har, entusiasme man har. Man skal også have sympatier for nogen i feltet. Nogen kan man lide bedre end andre. Det har jeg altid tænkt. Også i min gamle rolle hos TV2. Jeg har altid stået for, at det er personlige karakterer, jeg giver. Der er ikke noget absolut dogme om, at man skal være retfærdig og fordele tingene lige. Nej, man må have sine favoritter. Og det har jeg altid sværget til.

0:00

Når Jørgen Leth svinger sig op til at tale om helte og skurke i sin kommentering, gør han det ikke, fordi han har regnet ud, at det får os til at lytte med. Han gør det, fordi han mener det. Rytternes udfoldelser påkalder sig ganske enkelt store gloser, som ingen anden sport.

- Det er det mytologiske. Udfoldelsen af eventyret. Det er dét, der drager mig. Når løbet pludselig åbner op, åbenbarer sig og inviterer os til at opleve storheden. Og jeg mener det: Jeg taler virkelig om storhed.

- Det er både nederlag og sejr. Det er de sympatiske, de modige, de ærlige vindere. Og de uærlige vindere, det er klart. Hele livet er marcheret op i cykelsporten, det synes jeg faktisk. Hvem man kan lide af de og de grunde, er en del af glæden ved at følge Tour de France. Det er fyldt med sandheder om livet. Det er det altså. Det har jeg altid synes. Og det synes jeg mere end nogensinde.

0:00

Jørgen Leth kan opremse årtiers resultater og podieplaceringer. Men hvem, der kører først over målstregen, interesserer ham egentlig ikke specielt. Han foretrækker faktisk det, han kalder ’det glorværdige nederlag’.

Hans begejstring vækkes ikke nødvendigvis af vinderne. Dem, der vover noget, er Jørgens favoritter. Uanset om de vinder eller taber. Det er derfor, han elsker de colombianske bjergryttere Nairo Quintana og Egan Bernal.

Inden dagens kongeetape er den forsvarende Tour-vinder Egan Bernal udgået af Tour de France efter et par ydmygende nederlag i bjergene. Men i Leths øjne får det ikke Bernals stjernestatus til at falme. Tværtimod.

(Foto: Betina Garcia © dr)

- Det er en meget romantisk måde, jeg ser Tour de France på. For mig handler det om dyder som mod, dristighed og selvopofrelse. Cykelsporten har meget mere personlighed og karakter end nogen anden sport.

- Der skal man være blind, hvis man ikke kan få øje på helteegenskaberne. Det er dét, det handler om. Heltemodet. Sorgen. Tabet. Jeg synes, det store nederlag er meget vigtigt. For en ung en rytter som Bernal er det et kæmpe nederlag, han lider der. Og det er noget, der rører mit hjerte. Så gammeldags er jeg altså. I gamle dage var det Ocaña, der var min helt, fordi han var den store taber i forhold til Merckx. Men også den modige udfordrer. Udfordring og mod er meget vigtige størrelser, som ofte bliver straffet med ydmygelse. Det er sådan nogle ting, jeg interesserer mig for.

0:00

Tataren og pomfritterne er spist, der er fyldt ny vin i glassene, og feltet nærmer sig nu dagens finale. Det ubarmhjertige bjerg Col de la Loze. På dagens første stigning er spændingen udeblevet. Indtil videre forholder favoritterne sig i ro.

(Foto: Betina Garcia © dr)

- Der SKAL komme drama i dag. Det må der simpelthen gøre på det sidste bjerg, siger Per fly.

Jeg er enig, når jeg at tænke. Og jeg kender det fra mig selv og mine venner, når vi ser Tour de France sammen. Når klassementsrytterne kører over de store bjerge uden at angribe hinanden, brokker vi os, og efterlyser action.

Jørgen giver Per Fly ret. Han forventer også drama. Men det er ikke noget, vi som tilskuere kan forlange, understreger han.

- Jeg har altid sagt: Feltet har sin egen vilje, og feltet har altid ret. Det er mit synspunkt. Jeg kan ikke tage den der utålmodighed. Hvorfor går de ikke…? Og hvorfor benytter de ikke chancen for at…? Det kan jeg ikke. Det er klart, jeg er også selv utålmodig, når der ikke sker noget. Men jeg synes altid, feltet har ret. Jeg synes altid, de finder ud af det. Jeg synes altid, løbet bliver færdigt. Løbet i år er jo i høj grad i gang.

0:00

Inden rytterne tager hul på kongeetapens stejle finale, går TV2 på reklamepause. En pause, som Jørgen Leth bruger på at finde nogle bøger frem. Hans egne. Han vil læse op for Facebook-seerne og for os, der er samlet i hjørnet af restauranten.

(Foto: Betina Garcia © dr)
0:00

Jørgen Leth har både skrevet bøger og digte og lavet film om sit forhold til cykelsporten. Men han har ikke kun taget cykelsporten med sig ind i sine film og sine digte. Han har også taget digtningen og poesien med ind i cykelsporten og sin kommentering. I bogen ’Det er et magisk øjeblik lige nu’ beskriver han det selv sådan her:

- Jeg vil gerne forføre publikum til at forstå cykelløbet. Det er trinnet mellem digteren og journalisten, og det er en dristig metode. Jeg kommenterer helt ud i kanterne og digter stof ind i scenerne. Jeg gør det til mere, end det er, så det bliver stort i besyngelsen. Det er et homerisk greb. At fortælle det op i himmelen. At lade folk forstå, at det er et magisk øjeblik lige nu.

0:00

Jeg spørger ham direkte: Hvorfor digter du med, når du kommenterer?

- Man kommer til at kende rytterne, og man har lyst til at digte med. Hvad har de i hovedet? Hvad har de i hjertet? Hvad kan de gøre? Det er skønt, synes jeg. Det er den der følelse af, at det er teater. Hvor alting, alle livets store følelser udspiller sig. Hvis man skal sætte det helt på spidsen. Og det har jeg jo en tendens til at gøre. Måske overdrevet sommetider. Men det tror ikke, det er. Det viser sig, at det kan jeg godt kommunikere på en måde, som måske gør indtryk.

0:00
(Foto: Betina Garcia © dr)

Rytterne er på vej op ad de sidste kilometer på Col de la Loze. Indtil videre har kommentering af etapen været en samtale. Et fællesprojekt for de fem fremmødte filminstruktører. Men som finalen nærmer sig, siger de andre mindre og mindre, for at give Jørgen plads til at kommentere løbet i mål.

- Sikke et drama. Det er jo helt fantastisk. Prøv at se det landskab. Det er jo nøgent og ubønhørligt. Det er intet skønt her. Jo, råhedens skønhed, den er der, kommenterer Jørgen Leth, mens rytterne kæmper sig mod toppen af det golde bjerg.

0:00

Miguel Ángel López bliver etapevinder. Der klappes omkring bordet. Og Jørgen glæder sig over, at det blev colombiansk sejr. Nærmest timet på sekundet kommer tjeneren med dessert. Jørgen har bestilt rabarbertrifli. Etapen synkes og fordøjes.

- Jeg elsker løbet. Og jeg glæder mig hver dag, jeg skal se det. Jeg synes, det er et skidegodt løb i år. Det gør jeg. Der er mange ting, som er faldet meget smukt på plads.

Og hvad synes du om din egen rolle som kommentator på afstand i år?

- Jeg føler mig stadig god. Det, jeg gør, gør jeg stadig godt. Bedre end nogen anden. Det er ikke ændret, bare fordi jeg er blevet et år ældre. Jeg ville forlade cykelsporten, hvis ikke den interesserede mig. Men jeg synes stadig, den er fuld af fascination, og derfor vil jeg stadig gerne fortælle om den.

0:00
Facebook
Twitter