Kasper Asgreen fortsætter i Touren trods grimt styrt

Den danske Quick-Step-rytter er blevet klarmeldt og deltager på tirsdagens 4. etape.

Kasper Asgreen fortsætter i Tour de France. (Foto: Claus Bonnerup © Scanpix)

Kasper Asgreen er klar til at fortsætte i Tour de France trods sit styrt på 3. etape mandag.

Det meddeler den danske cykelrytters hold, Quick-Step, på Twitter.

Han er dermed med, når 4. etape bliver kørt senere tirsdag.

Kasper Asgreen ramte en midterhelle på vejen kort før mål på 3. etape. Det lykkedes dog at komme på benene igen og kæmpe sig over målstregen i Épernay.

- Efter omstændighederne har jeg det okay. Det var et hårdt styrt, men jeg er sluppet heldigt fra det, siger Kasper Asgreen.

- Jeg har lidt ondt i muskulaturen omkring nakken, men jeg har ikke hovedpine eller noget som helst.

- Jeg har bestået alle holdets test for hjernerystelser uden problemer, så der burde ikke være nogen risiko ved at starte i dag, siger han før etapestarten tirsdag.

3. etape blev vundet af Kasper Asgreens holdkammerat Julian Alaphilippe efter solokørsel på de sidste 15 kilometer. Franskmanden overtog samtidig løbets gule førertrøje.

/ritzau/

Facebook
Twitter