Kasper Asgreen kan køre i gult forbi sit hus: 'Har da tænkt tanken'

Kolding er en af de danske byer, som Tour de France-feltet kommer forbi i 2021.

Kasper Asgreen øjner muligheden for at køre i gult, når han og resten af Tour de France-feltet skal passere hans hjem i Kolding. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

Ruten for de første tre dage af Tour de France 2021 blev i dag offentliggjort, og præsentationen var yderst interessant set med danske øjne.

2021-udgaven starter nemlig i Danmark, nærmere bestemt med en prolog i København, hvorefter rytterne rykker vest- og senere sydpå.

Her kommer feltet forbi mange danske byer og veje, men især ét sted har en speciel betydning for én af dem, der kører med - såfremt han bliver udtaget.

På Vejlevej i Kolding ligger nemlig Deceuninck-Quick Step-rytteren Kasper Asgreens hus, og det kommer feltet til at køre lige forbi.

- Jeg håber naturligvis rigtig meget på at være med i 2021. Det ville være en fantastisk stor oplevelse at køre på mine faste træningsveje, som jeg har kørt rundt på de sidste 10 år. Jeg håber rigtig meget på det.

-Selvølgelig betyder det ekstra meget for mig. Jeg håber meget på, at der står nogle på vejen, som råber mit navn. Det kunne være sjovt, siger Asgreen til DR.

Øjner muligheden for at køre i gult

Inden Kasper Asgreen og resten af feltet når til Kolding, skal de lige køre en prolog i form af en 13 kilometer lang enkelstart i København og derefter første etape med 199 kilometer fra Roskilde til Nyborg.

Kasper Asgreen har ved flere lejligheder vist, at han godt kan køre stærkt, og især på enkeltstarten har han gode muligheder for at levere et godt resultat.

Måske endda så godt, at han kan køre i gult, når han og feltet når til Vejlevej.

- Jeg har da tænkt tanken. Der kan nå at ske mange ting, men jeg har da tænkt over det.

- Nu har vi lige en hel sæson, vi skal igennem først. Jeg tager én ting ad gangen, men det er da en fed ting at have ude i horisonten at gå og glæde sig til.

3. etape går forbi flere historiske monumenter.

Til gengæld gør han sig ikke de store forhåbninger om at vinde etapen, der strækker sig 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg.

- Nu er vi jo kun omkring 60 kilometer inde på etapen, når vi kommer her forbi. På det tidspunkt plejer der at være ro på. Udbruddet er kørt, og der er langt til målstregen, så der sker nok ikke det helt store.

- Det bliver mere om at nyde oplevelsen af at køre igennem sin egen hjemby, siger Asgreen.

Tour de France 2021 bliver afviklet fra 2.-21. juli.