Kong Cort efter karrierens største triumf: ’Valgren kørte fantastisk’

Magnus Cort mener, at han og holdkammerat Michael Valgren var favoritter til etapesejren.

For første gang siden 2009 har vi en dansk etapevinder i Tour de France.

Astana-sprinteren Magnus Cort var hurtigst på målstregen i 15. etape af dette års Tour de France. Forud lå et langt udbrud, som til sidst blev mindsket til en tremandsgruppe med Cort i, og det skyldtes ikke mindst, at holdkammeraten Michael Valgren var med til at hjælpe Cort.

- Det var fantastisk. Jeg havde ladet op til det i et par kilometer. Jeg følte lidt, at det var mig, der kunne tabe etapen. Jeg skulle vinde den, sådan som det udviklede sig. Der var spænding på, og adrenalinen var på sit højeste. Jeg kunne heldigvis træde den forholdsvis sikkert hjem.

- Det var en fantastisk forløsning. Det er det største resultat, jeg har kørt hjem i min karriere. Jeg er virkelig glad. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige, siger Magnus Cort til DR.

Astana i overtal

Da der stadig var samling på tingene i den større udbrydergruppe, angreb Magnus Cort selv, hvorefter konkurrenterne måtte forsøge at lukke hullet. Samtidig var Valgren hele tiden parat til kontraangreb, og den taktik gav danskerne en afgørende fordel.

- Henover kategori-stigningen var jeg mest bange for, at gruppen ville være for stor. Målet var at sætte de hurtige folk af. Det lykkedes også, og Valgren kørte helt fantastisk. Vi kunne ikke bare lade de andre angribe hele tiden. Jeg så både mig selv og Valgren som favoritter. Valgren var måske min største konkurrent til sejren. Han kørte superflot, og vi var enige om, at jeg havde den bedste chance, i og med jeg højst sandsynligt kunne træde den hjem. Kæmpe tak til Valgren for støtten i dag.

- I selve finalen betød det rigtig meget at have Valgren. Havde jeg siddet der i undertal, var de begyndt at angribe meget hårdt. Men da vi var to til sidst, og begge havde gode ben, så kunne de andre godt se, det var svært at udfordre os, siger Cort.

Seneste danske etapesejr i Tour de France var i 2009, hvor Nicki Søresen kom først over målstregen.

I videoen øverst i artiklen kan du se interviewet med den glade vinder Magnus Cort.

Facebook
Twitter